Af Per Hviid

Thurø Marathon (http://www.marathondanmark.dk/) er et cannonball, der finder sted i det sydfynske øhav på den gamle skipperø Thurø. Arrangørerne er Peter Regius Møller og Ulrik Pihl.

 

Løbet afvikles på en 10,55 km gudeskøn rute med masser af pragtfulde naturoplevelser og panoramaer undervejs. Man løber forbi Rolf Krakes sten, det klassiske træskibsbådeværft Walsted og Smørmosen med minigolf og fænomenal udsigt ud over vandet mellem Fyn og Langeland for til sidst at tilbagelægge 2½ kilometer på fast natursti næsten i vandkanten langs Skårupøre Sund med Svendborg, der toner frem i horisonten. Det er virkelig et løb, der giver en ordentlig en på opleveren.

 

Udsigt ud over Skårupsund mod nord:

 

Udsigt mod sydvest ud over Svendborgsund med Svendborg i horisonten:

 

Løbet starter og slutter tæt på Peters privatbolig, hvor der er et super depot og god, gæstfri opvartning efter løbet. Der er også et lille depot med det mest nødvendige halvvejs på ruten ved Smørmosen. Ligeledes er løbet kendetegnet ved noget nær den bedste pileafmærkning, jeg nogensinde har oplevet. Det er i al fald en af de første cannonball-debuter, hvor jeg ikke er løbet forkert på noget tidspunkt.