Af Per Hviid

Jeg deltog den 28. januar 2018 i Marrakech Marathon (https://www.marathon-marrakech.com/) sammen med 4 andre medlemmer fra Klub 100 Marathon Danmark. Løbet afholdes altid den sidste søndag i januar, hvor temperaturen normalt er 6-8 grader om natten, 8-10 grader kl. 8:00 ved løbsstart og cirka 20 grader om eftermiddagen. I år var det dog usædvanligt koldt på grund af store mængder snefald i ørkenen, som har kølet luften ned. Vi startede med 2 grader i korte rør og Danmarks-singletter og sluttede af med 14 grader i flot solskin.

Løbet kan stærkt anbefales og er en super mulighed for et fokusløb tidligt på løbssæsonen. Løbet er velorganiseret, og der deltager kun cirka 800 i maratonløbet; til gengæld er der 3.500 på halvmaraton og vistnok endnu flere på 10 km (starter 30 og 60 minutter efter maratonløbet). Løbet afvikles på en næsten flad rute med få bløde stigninger. Man løber på brede boulevarder, som man har næsten for sig selv. Ruten er en ægte PR-rute, hvilket en række fantomtider fra Klub 100-deltagerne afslørede.

Deltagergebyret er på cirka 500 kr. for udlændige. Men Klub 100 har fået nogle forbindelser, der betyder, at vi måske kan tilbyde startnumre i 2019 til 125 kr. Norwegian flyver direkte fra København til Marrakech for 1.200-1.500 kr. t/r., hvis man bestiller i god tid. Overnatning på et godt mellemklassehotel 500 meter fra start koster 400-500 kr. inkl. morgenmad pr. nat. Man kan også vælge 5-stjernet luksus lidt uden for Marrakech til samme pris; taxa til starten/Marrakech centrum koster i så fald cirka 50 kr. hver vej. Taxameter bruger man ikke rigtigt, og der bruges en del tid på at forhandle om prisen på gebrokkent fransk (i al fald for mit vedkommende).

Marrakech er hyggelig, men også hektisk by. Den kaldes den røde by på grund af de mange rødpudsede/filsede huse og mure. Det mest spændende er selve souken og den store plads mellem souken og Koutoubia-moskeen. Her er der alskens gøjleri og mange gadesælgere.

Om aftenen er der fantastisk street food ved små interimistiske restauranter, som stilles op og pilles ned hver dag (aner ikke hvorfor, men sådan er det). Spisning om aftenen kan gøres for 50-75 kr. På rigtige restauranter ligger priserne på det dobbelte ekskl. alkoholiske drikkevarer, som serveres de fleste steder med mange turister (Marokko er et ret liberalt muslimsk land). Både marokkansk vin og øl er af høj kvalitet til forbløffende lave priser.

Jeg vil vurdere, at man højst kan bruge 2-3 dage på at være turist i Marrakech. Hvis man har god tid og ikke skal hurtigt tilbage til Danmark, vil jeg anbefale, at man tager bussen til Agadir ved kysten, hvor det er varmere. En envejsbillet koster 80 kr. i særdeles gode busser med god plads og a/c. Norwegian flyver også til/fra Agadir.

Her er et link til en længere billedeberetning fra turen til Marokko, der for mit vedkommende startede i Agadir sammen med Bouchra Lundgren Eriksen og Claus Balshøj. Senere tog vi til Marrakech, hvor Kristian H. Kjeldsen og Tony Gren stødte. Vi fik også selskab af Bo Frederiksen, der hastigt nærmer sig boblerlisten. Niclas Dia fra den svenske Klubb 100 Marathon var også en del af selskabet.

Det var en fantastisk tur i alle henseender. Super maratonløb, hyggeligt selskab med de bedste løbevenner, mange seværdigheder og imponerende landskaber og panoramaer.

Jeg har ikke løbet Marrakech Marathon for sidste gang.