Stort tillykke med marathonløb nr. 200

Farsø Tri & Trim havde den 2. november 2024 arrangeret løb med start fra Strandby Hallen med mere end 150 deltagere. Det var i anledning af, at Jesper Klysner skulle løbe sit marathon nummer 200. Det blev gjort i det flotteste solskinsvejr på en helt vindstille efterårsdag. Der skulle løbes 4 runder i terræn der ligger helt ud til Limfjorden, så der var en flot udsigt over vandet, som man kunne nyde på hver omgang. Under hele løbet var der adgang til pænt depot med lidt af hvert, og hvis det ikke var nok, så var fadølsanlægget også allerede åbent.

Efter løbet blev der serveret helstegt pattegris med flødekartofler, brød og salat. Hvis man ikke blev helt mæt af grisen, som der var rigeligt af, så var der også flere slags kager og kaffe. Der blev holdt taler og Jesper fik overrakt både diplom, 200-pokal og medaljer.

Stort tillykke til Jesper som nu har ret til at bære 2 stjerner.