Kiel Marathon – sæsonens første fokusløb tæt på Danmark

Kiel Marathon – sæsonens første fokusløb tæt på Danmark

Af Per Hviid

 

Den sidste lørdag i februar hvert år arrangeres der Kiel Marathon (link her), som byder på både en maraton-, halvmaraton- og 10 km-distance. Løbet er en god mulighed for et fokusløb tidligt på sæsonen.

 

Med en startnummerpris på cirka 250 kr. hører løbet til i den billige ende af storbyløb. Arrangementet kan klares på en 1-dagstur, idet maratonløbet begynder 10:40. Løbet er velarrangeret. Startnummerudlevering, depoter, medaljer og bagageopbevaring er i top.

Ruten tager sig ud på en 10,55 km rundstrækning og skal gennemløbes 4 gange på maratondistancen. Den løber langs vandet på Kielerfjordens vestlige side fra færgeterminalerne mod syd til Kielerkanalen mod nord. Der løbes på brede veje, stier og fortove. Alle med fast, hårdt underlag.

 

Jeg har selv deltaget 2 gange – i 2017 og 2018. Begge gang har det været isnende koldt med stærkt sibirisk østenvind. 2018 var dog en markant forbedring i forhold til 2017, idet det ikke regnede og haglede. Men Kiel Marathon er forberedt på disse vejrforhold. Der er i depoterne efter 5 og 10 km på hver runde varm te med sukker, og energidrikken er holdt lunken. Løberne er også godt forberedte. De fleste ser ud til at være klædt i burkalignende løbeudstyr.

Jeg tror, at løbets skæbne er at blive afviklet under vinterlige forhold. Jeg har endnu ikke talt med nogle, som kan huske andet en kulde og blæst i Kiel. Alligevel stiller cirka 1.500 op på en af de tre distancer. Der var 243 gennemførende på maratondistancen med resten fordelt ligeligt på 10 km og halvmaraton.

Selvom løbet kan gennemføres på en 1-dagstur fra de fleste steder i Danmark, vil jeg anbefale at tage et par overnatninger, da Kiel er en hyggelig by. Der er en gemytlig Altstadt og masser af gode indkøbsmuligheder.

Restauranterne i tysk stil er i særklasse, og der skal bookes bord hjemmefra i god tid. Prøv Kieler Brauerei (currywursten er i topklasse), das Wirthaus eller das Ratskeller, som serverer nogle af de bedste wienerschnitzler, jeg har spist i lang tid.

 

Vi boede på Hotel Flämischer Hof, hvor et værelse med morgenmad koster 900 kr. inklusive en knaldgod morgenmad. Man skal ikke lade sig skræmme af, at det ligger i Kiels red-light district. Det er pænt, rent og ordentligt. Og så ligger det kun 500 meter fra start/mål-området.

 

By |2018-02-27T10:41:37+02:0027. februar 2018|