Løb er vores fælles passion, der gerne dyrkes i fællesskab i den smukke natur. Det kan sandelig siges, at alle ønsker og forventninger blev indfriet på Bornholm den 29. og 30. april 2023.
Klub 100 Marathon Danmark har indarbejdet en ny tradition, hvor lokale løbsarrangører opfordres til at vise deres landsdel frem for klubbens medlemmer (og gerne andre). Ønsket er, at flere løbsarrangører slår sig sammen om en fælles rute, der viser de bedste dele af landsdelen frem. Hvert år i foråret støtter og bidrager Klub 100 Marathon økonomisk til et sådant arrangement, så længe det finder sted i den modsatte del af landet i forhold til hvor generalforsamlingen afholdes, og at der efterfølgende er et socialt arrangement for klubbens medlemmer. I år gjaldt det Bornholm; sidste år var vi i Nordjylland.
Gurli og Hasse – samt en masse lokale hjælpere – havde virkelig lagt sig i selen for, at vi denne gang kunne deltage i et 2 dages-arrangement med løb begge dage og en fællesspisning lørdag aften, ligesom det også var muligt at deltage enten lørdag eller søndag. Ydermere var der også tænkt på overnatning allerede fra fredag og helt frem til mandag.
Vi mødtes fredag aften på en feriekoloni, hvor Hasse havde fået os indlogeret på egne værelser med en løbskammerat, fælles hyggeområde og badefaciliteter. Morgenmaden var klar til selvbetjening.
Lørdag den 29. april løb vi på en 7 km-rute, som bragte os rundt om Sømarken, hvilket er den sydøstlige del af Bornholm. Ruten var afvekslende mellem plantage, ådal, sand, bakker, marker og sommerhusråde, hvor der således var lagt op til 6 gange nydelse endda med et længere glimt til havet, hvor fuglene udgjorde et aktivt heppekor. Med et perfekt løbevejr var det en ren fornøjelse. Depotet var opstillet i start- og målområdet, hvor der var alle fornødenheder; og faktisk også mere end det.
Efter endt løb var der dømt afslapning og forventningsopbygning, idet Gurli var gået i køkkenet. Forventningerne var således store og blev på alle måde mere end fuldt indfriede, både hvad angår det kulinariske og samværet. Tre retters menu med lækre salater, hvidløgssmør (jeg kan garantere, du aldrig har fået så lækkert hvidløgssmør før) hjemmebagt brød, flere slags kartofler og hertil langtidsstegt kød med efterfølgende kage og flødeskum. Snakken gik lystigt og flere lærte sig lidt bornholmsk – hvilket ”faktisk” er ganske enkelt, da der første bogstav blot skal udtales som ”t”; eller også bliver det bare en slags københavner-bornholmsk – under alle omstændigheder er det befriende at høre, at der stadig findes dialekter i lille Danmark.
Søndag den 30. april var der gang i løbeskoene igen. Denne gang gik turen fra Nexø via Gudhjem til Hammerhavn, en rute langs øst- og nordkysten af Bornholm med havudsigt. Vejret viste sig igen fra den milde side, og der var udsigt til Christiansø, diverse bakker, små byer, klipper og fiskerlejer. Turen gik op og ned frem til Hammerhavn i et super humør med rullende depoter undervejs, hvor både tørsten og sulten kunne stilles; hvis dette ikke var nok, så bød Johnny på lokale karameller undervejs. Vel ankommet til Hammerhavn var der sandwich, øl og vand. Inden løbet havde alle arrangerede sig med biler, sådan at der både var biler til at køre tilbage igen eller direkte til enten færgen eller lufthavnen.
Jeg kan ikke forestille mig, at Bornholm kan opleves på en skønnere måde!
Vidste du i øvrigt, at Bornholm blot er 50 min. fra Aalborg, og 50 min. koster det halve af 600 DKK, hvis du altså skal tilbage igen med flyveren. Der er absolut ingen undskyldninger for ikke at besøge øen, og heller ikke for at løbe et maratonløb når du alligevel er der. Som bonus opnår du (første gang) desuden et hak på kommunelisten.
Både Sune og Gurlis bror Birger tog mange gode og flotte billeder fra turen, som du bl.a. kan se på FB og kopierer her: https://photos.app.goo.gl/3ptVH9rrAaK8xANa7
Hold øje med Nyhedsbrevet om, hvilken landsdel vi mon udforske i 2024?
En god oplevelse skal afsluttes med en tak til Gurli og Hasse; KÆMPESTORT TAK!
Morten Harboe-Jepsen
7. maj 2024