Af Henrik Lundgren Brandt

Løber ved en tilfældighed

Min løbekarriere er usædvanlig. Den startede ved en af skæbnens mærkværdige tilfældigheder. Tilbage i 1999 var jeg gift med en kvinde, der havde løbet et par maratonløb.  Selv havde jeg ikke megen forståelse for sporten. Jeg havde svært ved at se, hvad nytte der kunne være i at bruge så mange timer på blot at løbe. Ikke alene løbet, men også den almindelige træning, som jeg så min kone lægge for dagen, opfattede jeg som ligegyldigt tidsspilde og selvpineri.

En dag læste vi i en avis, at der ville blive afholdt verdens første maratonløb på den kinesiske mur. Vi var begge med det samme tændt. Hun ville løbe maratonløb. Jeg ville se på, drikke en fadøl og holde en uges ferie i et spændende og fremmedartet land.

Da jeg ringede og bestilte rejsen, blev jeg spurgt, hvilken størrelse t-shirt løberen skulle have. Jeg oplyste størrelsen og spurgte så, hvad prisforskellen var på en løber og en ledsager. Da jeg fik oplyst, at vi skulle betale det samme, fòr der en djævel i mig. Jeg sagde: “Så kan du også tilmelde mig som løber”. Da ordene røg ud af min mund, mente jeg dem ikke, og jeg var slet ikke klar over, hvad de efterfølgende ville betyde for mit liv.

Allerede samme eftermiddag begyndte jeg at løbetræne sammen med min kone. Familie og venner spurgte mig, om jeg havde tænkt mig at løbe maratonløb i Kina, hvilket jeg benægtede, selvom jeg havde indre skumle planer. Jeg skulle ikke tabe ansigt. Jeg havde hørt, at det krævede mange måneder at træne op til et “almindeligt” maratonløb, mens jeg nu havde givet mig selv 2½ måned til at komme fra “sofaatlet” til at stille op i verdens hårdeste maratonløb.

Efter nogen tid var det ikke til at holde hemmeligt, hvad min plan var. Herefter var det for mig en forpligtelse og en nødvendighed at gennemføre, hvad jeg havde meldt mig til. Samtidig var jeg slet ikke klar over, hvad det var, jeg gik ind til. Godt nok var jeg oppe at løbe op imod 30 kilometer under træning. Men det var ikke 42 kilometer, og ikke i Kina – men i området omkring Boserup skov.

En fantastisk oplevelse

Jeg kom til Kina, og jeg stillede op til “The Great Wall Marathon” 1999. Med “sommerfugle” i maven og stor spænding gennemførte jeg løbet – og slog min kone med en halv time.

Det blev en af de største dage i mit liv. I knap seks timer løb jeg op og ned ad faretruende trappetrin, op og ned ad bjerge i en temperatur på op imod 36 grader. Det føltes som at være i himlen og helvede på en og samme gang. I landsbyerne stod der børn, der slog deres beskidte hænder mod mine svedige flader, når jeg passerede dem. Publikum jublede og forstærkede drivkraften i mig, til at komme igennem, og gennemføre det “umulige” mål.

At komme i mål var fantastisk. Endnu i dag kan jeg genkalde mig synet af målstregen, hvor Thomas Thomsen stod med medaljen, jeg skulle have om halsen. Jeg kan høre lyden af publikums klappen og råben. Jeg kan fornemme hårene, der rejste sig på mine arme, og tårerne, der pressede sig ud af mine øjenkroge. Samtidig med alt dette, genkalder jeg min indre selvsnak “Yes, jeg gjorde det, nu skal det blive godt med en bajer”.

Maratonløb verden rundt

At gennemføre første udgave af “The Great Wall Marathon” var blot starten på en løbekarriere, der ikke er ophørt endnu.

I de efterfølgende år har jeg løbet mange maratonløb. Jeg har løbet de “almindelige” i København, Odense, Aarhus, Berlin, Stockholm, London, Paris, Thorshavn, Malta, Amsterdam, New York og Oslo. Desuden er det blevet til en del cannonball maratonløb i Danmark. Men ikke mindst har jeg løbet de allermest vanvittige løb ude i verden.

Jeg har gennemført maratonløb i Vestjyllands strandsand. I Kalundborg har jeg løbet maratonløb, hvor en del af ruten gik gennem diverse bodegaer. Jeg har løbet i Kenya, Grønland, Tibet, Jordan, Myanmar, Australien, Sydafrika, Mexico og ombord på en cruiser ud for Cubas kyst. Det er hidtil blevet til 25 forskellige lande. Til august kan jeg lægge Finland oveni og dermed have løbet maraton i alle syv nordiske lande.

Jeg har ikke kunnet “nøjes” med maraton, men har også løbet Bornholm rundt på 100 kilometer. Jeg har løbet 78 kilometer over en alpetop i Schweiz, og et 24 timers løb, hvor jeg kom ud på 132 kilometer. Det er mere end 20 år siden jeg har løbet ultramaraton. Jeg holder mig nu alene til den klassiske distance

Jeg er som regel blandt de sidste der gennemfører løbene. Flere gange har jeg været ganske få minutter fra den officielle tidsgrænse. Stædighed og vilje samt mine indre overbevisninger har bragt mig det sidste stykke, hvor det har set allermest håbløst ud.

I 2013 løb jeg maraton to dage i træk, først i Chile og dagen efter på King Georges Island i Antarktis. Dermed havde jeg alle syv kontinenter i hus. Tre år senere løb jeg et trailmarathon i New Zealand og blev derefter optaget som medlem nummer 1 af “The Official 8 Continents Marathon Club”. Hov, skolelærerne lærte os kun om syv kontinenter. Det ottende kontinent “Zealandia” er ikke officielt anerkendt, om end flere geologer mener at det burde være det.

Gennem 26 år har jeg løbet mange fantastiske og specielle maratons. Men ingen kommer i nærheden af “The Great Wall Marathon”. Her kommer jeg tilbage år efter år. Løbet er som en magnet for mig. Jeg tilmelder mig nærmest fra år til år.

Første gang var en prøvelse. Men det har andre år også været. Der har været år, hvor jeg har været plaget af vabler, af kramper og af udmattelse. Flere år har jeg dømt mig selv som udgået undervejs, men er alligevel kommet igennem – hver gang.

I 2002 havde jeg i månederne forinden løbet døjet med iskiasproblemer. Dette blev så efterfulgt af en forstuvet fod.
I 2011 havde en senevedhæftningsskade sat mig ud af løbetræning i et halvt år. På trods af at skaden, der er en slags hælespore, fortsat var der på løbsdagen, kom jeg igennem på min rutine og de ressourcer jeg ellers trækker på.

I 2015 bevirkede en lårskade at jeg ikke kunne løb. Til gengæld kunne jeg gå hurtigt om kom dermed i mål inden for tidsgrænsen.

Siden 2007 har jeg været den eneste i verden der har løbet “The Great Wall Marathon” hver gang, hvilket har givet mig en status. Jeg er blevet noget af “en kendis” på disse kanter. Folk, jeg ikke har set før, ved, hvem jeg er. Jeg bliver kontaktet af en masse fremmede mennesker, der vil hilse på mig og fotograferes sammen med mig. Pressen interviewer mig, og jeg kommer “rundt i verden” på diverse internetsider. Jeg får på den måde en uges “berømmelse” om året.

Da jeg i 2007 gennemførte for 8. gang, fik jeg en rosenkrans om halsen, da jeg kom i mål. Ikke på grund af en vinderstatus – tværtimod var jeg atter blandt det sidste. Jeg fik kransen, fordi jeg nu var den eneste, der havde gennemført hver gang. I jubilæumsåret 2009 løb jeg med startnummer 10. Tallet var skrevet i guld og omkring var grønt egeløv. Igen fik jeg rosenkrans på målstregen, og ved gallafesten modtog jeg en erindringsplade.

Når jeg starter et løb, er det afgørende ikke, hvad jeg har i mine ben. Det afgørende er, hvad jeg har i mit hoved. Min tro på mig selv og mine indre overbevisninger gør den store forskel. Det afgørende er ikke, hvor langt jeg løber, men hvordan mit hoved er indstillet.

Da jeg løb 100 kilometer på Bornholm, var det i silende regnvejr og storm. Jeg havde på det tidspunkt kun løbet i knapt 1½ år. Men det afgørende var, hvad der var i mine tanker. Da jeg ankom til “Hammershus” og havde løbet, hvad der svarer til et maraton, tænkte jeg: “Dette er jo kun et delmål”.  Jeg havde jo sat mig for at løbe de 100 kilometer, og det var det, jeg var fokuseret på.

Når troen og overbevisningen svigter

I 2005 fik jeg bevis på, hvad der sker, når fokus ikke var på rette sted.

Jeg var med familien på ferie i Sydafrika, hvor jeg skulle løbe endnu et ekstrem maraton. Vi skulle løbe blandt vilde dyr på en savanne, og vi skulle gennem et kuperet terræn, som jeg havde prøvet så mange gange før.

Forskellen var, at jeg til det løb ikke var mentalt klar. Formen var der – jeg havde lige løbet det årlige maratonløb i Kina fem uger før. Men arbejdspres, eksamensforberedelser og andre gøremål gjorde, at jeg slet ikke var klar til at rejse til Sydafrika omkring Sct. Hans. Det var som om, jeg havde afleveret min sjæl derhjemme og kun taget kroppen med.

Dagen før løbet kørte vi i jeeps ud for at besigtige ruten. Jeg husker, at der var et klippestykke, vi skulle op ad. Det var ikke værre, end jeg har været udsat for i Kina. Men jeg husker, at jeg, da jeg så det, var rædselsslagen. Jeg tror, at jeg allerede på det tidspunkt havde opgivet. Resultatet var, at jeg udgik af løbet lige præcis der, hvor rædslen opstod. Jeg var udmattet og måtte bæres ombord i en jeep af hjælpere. Herefter måtte jeg modtage lægehjælp.

Jeg var ærgerlig over at udgå i Sydafrika. Det var jo aldrig sket for mig før. Samtidig var det lærerigt for mig. Jeg blev bevidst om, hvor vigtigt det er at være fokuseret på målet og have de rette overbevisninger.

Nederlaget i Sydafrika plagede mig i 16 år. Jeg gik med delte følelser. På den ene side ville jeg aldrig tilbage til det sted. Samtidig havde jeg det svært med ikke at have gennemført “The Big Five Marathon”. Dette ikke mindst, da jeg ellers havde gennemført destinationer på alle Albatros Travel Adventure Marathons rundt omkring i verden.

I 2021 tog jeg skridtet til at revanchere mig på det løb der havde naget mig i mange år. Grundet Corona pandemien var løbet rykket til efteråret, hvilket passede fint med min kalender. Jeg var dog ikke forberedt på, at det var på den varme tid af året. Det blev årets udfordring. Jeg kollapsede i varmen og udgik igen.

Jeg kan ikke med rimelighed bruge varmen som bortforklaring på endnu et nederlag i Sydafrika. Jeg har mange gange tidligere løbet i ekstrem varme. Dette også varmere end jeg blev udsat for ved denne lejlighed. Hvorom alting er, så gik det galt igen.

Allerede mens jeg modtog lægebehandling, besluttede jeg mig for at tage turen igen. Syv måneder senere var jeg tilbage i Entabeni Game Reserve i Limpopoprovinsen nordvest fra Kruger. Meget letter og meget glad gennemførte jeg. Tredje gang var lykkens gang. Jeg kommer aldrig tilbage til den destination igen.

Det største af dem alle

Jeg har løbet de mest fantastiske steder i verden. Ofte bliver jeg spurgt om hvilket løb der er det bedste. Her er jeg ganske inhabil. Det hele startede med “The Great Wall Marathon” og det er her jeg er kommet tilbage år efter år og her jeg er blevet “Mr. Great Wall”. Der er inter over og intet ved siden af det løb.

“The Great Wall Marathon” blev aflyst i 2003 på grund af SARS-epidemien og igen i årene 2020 – 2023 på grund af corona pandemien. Derfor er løbet “kun” blevet afviklet 21 gange og jeg har været der hver gang.

Folkeparkens Maraton – Sammen hver for sig

I 2020 og 2021 var verden nedlukket på grund af corona. Begge år stod jeg som arrangør for maratonløb den tredje lørdag i maj, der netop var dagen hvor “The Great Wall Marathon” skulle være afviklet. Med tilladelse af politi og kommune stod jeg for “Folkeparkens Maraton – Sammen hver for sig”. Løbene måtte have 10 deltagere, der startede med 30 sekunders mellemrum. Det første år kom kulturministeren og åbnede løbet, mens det året efter var kommunens formand for Kultur- og Idrætsudvalget der bød velkommen. Det blev to gode oplevelser.

Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet…

Efter igennem årene at have givet en flig af min historie til presse, under foredrag og til interesserede, besluttede jeg i 2013 at fortælle hele min historie. Jeg skrev en bog med anekdoter og fortællinger fra alle mine maraton og rejser rundt verden. Den kom til at hedde “Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet…”. Jeg udgav den på eget forlag og fik den oversat til engelsk med titlen “If you can dream it, you can do it”. Bogen nåede at udkomme inden 15. udgave af “The Great Wall Marathon” i 2014.

Et kunstværk for eftertiden

Det er ikke alene maratonløb der fylder mit liv. I stor set samme periode som jeg har løbet, har jeg været aktiv i Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab, hvilket er noget helt andet. Jeg har været selskabets hjemmesideredaktør siden hjemmesiden blev etableret i 2008. Ligeledes har jeg i en årrække siddet i bestyrelsen.

Fugleskydning er et fænomen der startede i Sydeuropa i middelalderen. Siden vandrede det op gennem Europa og har været en tradition i danske byer i flere hundrede år. Vores selskab blev stiftet i 1787.

Fugleskydning er grundlagt på en mere alvorlig baggrund, men er i dag en gemytlig tradition der bygger på selskabeligt samvær. Det er på en gang højtideligt og hyggeligt.

Det største man kan opnå i fugleskydningen, er at blive fuglekonge. I Roskilde kan titlen kun opnås en gang i livet og det er ikke ligetil, da omkring 100 skydebrødre årligt bejler til titlen. I 2023 opnåede jeg den fornemme ære.

At bliver fuglekongen er en stor ære, men giver også pligter. Den største af pligterne er at give en malet skive til selskabets samling. Skiven er et rundt maleri på omkring 50 cm i diameter. Det står fuglekongen frit for at vælge kunstner og motiv, som kan være symbolsk, topografisk eller fortælle om fuglekongens erhverv og/eller interesse.

For mig var der ingen tvivl om valget til motivet på min skive. Et fotografi fra det øjeblik jeg passerede målstregen ved “The Great Wall Marathon” den 26. maj 2001 blev motivet på skiven. Maleriet er justeret med enkelte korrektioner fra kunstmalerens hånd. På maleriet ses begge mine sønner i baggrunden, mens det kun er den ene der er med på fotografiet.

For mig er det helt specielt at “Mr. Great Wall” og fuglekongetitlen bliver forenet.

Omkring 200 fuglekongeskiver gennem årene er bevaret, herunder den første fra 1787. De er udstillet henholdsvis på Roskilde Museum, Roskilde Rådhus og Restaurant Håndværkeren i Roskilde. Det er sjovt at tænke på, at et maleri af mig der gennemfører “The Great Wall Marathon”, måske vil kunne ses på Roskilde Museum om 300 år.

De ultimative mål

I 2024 blev jeg optaget på boblerlisten hos Klub 100 Marathon Danmark. I skrivende stund har jeg løbet 84 maraton på 26 år. Det kan næppe imponere nogen i Klub 100 Maraton Danmark. Som med sluttider ser jeg heller ikke her andres præstationer som konkurrenter til mig. Jeg forholder mig alene til mine egne præstationer og mine egne oplevelser.

Jeg har flere gange sat mig for at komme op på et tocifret antal maraton på et år, men det er gået galt hver gang med skader. Jeg har derfor erkendt, at der er grænser for hvad min krop tillader at jeg bruger den til. Jeg har nu valgt at løbe fem maraton årligt og har en ganske speciel strategi for de ultimative mål.

Den 20. maj 2028 afvikles “Mr. Great Wall” for 25. gang hvis verden arter sig som håbet. Går det som jeg ønsker, bliver det også mit 25-års jubilæum på det ganske specielle sted hvor det hele startede i 1999. Samtidig sigter jeg på, at det skal blive mit maratonløb nummer 100, så jeg til den tid endeligt bliver medlem af Klub 100 Marathon Danmark.

I 2028 vil jeg være 69 år. Jeg vil ikke med rimelig kunne sætte mig flere langsigtede mål, men jeg håber at der også herefter vil være flere maratonløb i mig. Jeg vil tage et at gangen så længe kroppen tillader det.

Den famøse t-shirt

Med til min historie hører, at alle rejsende til “Mr. Great Wall” 1999 fik udleveret en t-shirt ved ankomsten. Havde jeg vidst det, ville jeg have sparet rigtig mange penge, men også utrolige oplevelser for livet, både for min familie og mig.