Af Søren Hansen

Mange løbere har med stolthed hævet den pokal når de kommer i mål efter at have gennemført deres marathon nr 100. Og det er sikkert ikke pga pokalens ”skønhed”, de er stolte, nok mere fordi det er en stor bedrift og et mål for den enkelte af gennemføre de første 100 marathon. Vil jeg umiddelbart gætte på.

På Billedet ses Mette Brinck med pokalen da hun i 2016 havde gennemført sit marathon nr 100.

Når jeg gennem årene har deltaget i løb hvor en løber skulle have pokalen, har flere, både løbere og familie til 100 løbs jubilaren, spurgt hvordan det med pokalen egentlig begyndte og hvornår. Jeg har så fortalt historien og flere har sagt at jeg burde skrive historien om hvordan det startede og hvorfor.

Nu løber jeg ikke så mange løb længere, så nu må det være tid til lidt skriveri om pokalen og hvordan, hvorfor og hvornår den så dagens lys 

Jeg havde gennem nogle år været eksportchauffør, kørte 5 dage om ugen mellem Danmark og Sverige og kun hjemme i weekenden, som endda nogle gang kun var fra lørdag middag til søndag aften, så det var ikke løb der fyldte mit liv, men mere usund og hurtig mad, ofte på en tank og så videre til næste by og endnu en aflæsning i Danmark eller Sverige. Da vægten rundede 100 kg og jeg blev mere og mere besværet af de mange kg og dårlig kondition måtte jeg gøre noget, så jeg kiggede bagerst i skabet, hvor der faktisk lå noget 10 år gammelt løbetøj fra et par år hvor jeg formåede at løbe nogle få 3-5 km ture. Løbetøj og løbesko kom nu med i lastbilen hver uge, og det lykkedes mig faktisk så småt at få 1-2 ugentlige løbeture puttet ind i min ofte lange og travle hverdag som chauffør. Ofte var det når jeg ventede på en færge jeg kunne nå en løbetur på havnen og derefter i bad, andre gange var der måske et par timers ventetid på godset var færdigt, så spurgte jeg om jeg kunne låne et baderum ved det pågældende firma, så på den måde lykkedes det mig gennem nogle måneder at smide lidt kilo, få lidt bedre kondition, men ikke mindst blev jeg faktisk glad for turene efterhånden, det var godt for både konditionen og hovedet, jeg så også noget helt andet end blot motorveje og asfalt. Da jeg havde løbet nogle måneder besluttede jeg mig for at gennemføre et marathonløb, og det lykkedes allerede 8-10 måneder senere, nemlig i august 2004. Jeg var stolt over at jeg gennemførte mit mål, men også over at jeg kom i gang med at løbe og var vedholdende i en branche hvor motion ikke har så høj en prioritering, og samtidig 13-15 kg lettere.

Da jeg så småt begyndte at løbe kom der ufatteligt mange smarte bemærkninger fra mine danske chaufførkolleger i diverse færgehavne, skal nok lade være med at trætte Jer med dem, men efterhånden som jeg fortsatte forstummede de og jeg mærkede at enkelte blev lidt inspireret, et par stykker begyndte på næsten daglige gåture og den ene, en kollega fra samme firma, Vidar, begyndte efterhånden at småløbe og finde en rutine med 2-3 ugentlige kortere løbeture, også han havde pludselig løbetøj og sko med i lastbilen.

Så året efter, i februar 2005 skulle jeg holde min 40 års fødselsdag med familie, venner og kolleger og midt under festen rejste førnævnte Vidar sig op, gik ud og kom så atter ind, med et stort rædselsfuldt guldfarvet skrummel i den ene hånd og en billedramme i A4 størrelse i den anden og bad om ro, han ville lige sige et par ord til fødselaren. Alle os der kendte Vidar begyndte at smile, hvad havde han nu fundet på.

Jeg blev nu kaldt op til ham, hvorefter han udnævnte mig til ”Årets Inspirator i selvpineri”, fordi jeg havde inspireret ham til at begynde at løbe. Med den fornemme udnævnelse fulgte den ”flotte” hjemmelavede pokal han havde lavet i sit værksted, af bla konens frugtskål og en omvendt olielampe.

I den medbragte A4 ramme var historien om pokalen, den var fremstillet i det, efter datidens, dyrebareste guld i 1600 tallet, var blevet gemt væk og først fundet igen i kælderen under et tysk slot, i den tyske by Schnitzelhausen, engang i begyndelsen af det 19 århundrede. Vidar er en sjov fortæller og ikke et øje blandt de 60 gæster var tørt, det var virkelig sjovt, men svært at beskrive så mange år efter.

Men, for der var et men, der hvilede en forbandelse over pokalen, den SKULLE stå et fremtrædende sted i indehaverens bolig, et sted hvor alle gæster fremover kunne nyde den imponerende flotte pokal, som Vidar fortalte der stod på papiret i rammen. Overholdt man ikke dette, ville alverdens svære ulykker ramme indehaveren, helbredet ville skrante, bilen skulle ofte på værksted, børnene alt for ofte låne penge, termoruderne ville punktere osv.

På billedet overrækker Vidar mig pokalen som ”Årets Inspirator i selvpineri” og holder den hylende morsomme tale.

Jeg vil lige indskyde at Vidar efterfølgende deltog i flere løb, bla gennemførte han nogle ½ marathon i årene efter dette billede.

Som det ses på billedet hvor jeg får overrakt pokalen, var der dengang en fisk øverst oppe, hvor der i dag er en løbesko, forklaringen kommer her. Blandt chauffører er der ofte venskabelige øgenavne, og eftersom jeg kom direkte fra fiskeriet blev jeg hurtigt ”døbt” Fiskemanden, blandt firmaets chauffører, vi havde også kolleger som ”Slagteren”, ”Kedelpasseren” og ”Bageren” i firmaet.

Efter min 40 års fødselsdag fik den ”flotte” pokal lov til at stå ”et fremtrædende sted” i stuen 2-3 uger, hvorefter Fru Hansen sagde STOP. Derefter stod den nogle år i garagen, trods forbandelsen, og det var først da vi påskelørdag 2011 skulle holde ”Os der ikke har noget liv Marathon” for første gang at jeg øjnede chancen for at komme af med den. Så jeg fjernede fisken, svejsede en plade på og satte så en af mine gamle løbesko på og gav den en omgang ”guld” overalt så den atter var præsentabel.

Der var 11 tilmeldte løbere, 10 herrer og enkelt kvinde, nemlig Dorrit Thomhav Hørlyck, så jeg bestemte at pokalen skulle overrækkes til vinderen hos kvinderne. Men sagde det klogeligt nok ikke før løbet.

Efter løbet var det så min tur til at overrække pokalen, og jeg husker tydeligt hvad Dorrit sagde da hun fik den: Guuud hvor er den dog grim  Meeeen, jeg tror nu alligevel hun var lidt stolt….

Men Dorrit havde ikke så stor tålmodighed med pokalen som jeg havde, eller også havde hun ingen garage, for allerede 2 uger senere overrakte hun den til Peter Simonsen der løb sit marathon nr 100 på hjemmebane i Hjallerup den 7. maj, en rigtig skøn forårsdag og det var samtidig mit første marathon i Hjallerup og møde med Peter Simonsen.

På billedet ser man jo tydeligt at Peter er lykkelig, har godt fat i ”skønheden” og aldrig vil af med den igen, men her tager man dog fejl. For det var nemlig lige præcis Peter der derefter startede traditionen op så det blev en vandrepokal og skulle overrækkes når løbere kom i ”Klub 100 marathon Danmark”, til stor ”glæde” for rigtigt mange gennem årene.

Det har mest været jyske løbere der har modtaget den, men også flere på Fyn har haft fornøjelsen af den, og hvorfor det er sådan og den ikke har været på Sjælland ved jeg faktisk ikke, måske man har vurderet at de større afstande har været for besværligt?

I 2015 havde jeg selv fornøjelsen af at modtage pokalen da jeg løb marathon nr 100, til Grenaa marathon i min hjemby, en rigtig dejlig og minderig dag for mig, med besøg af mange af de løbere jeg har mødt gennem mine år med løb. Jeg mindes med glæde og stolthed da daværende formand for klub 100, nu afdøde, Jørgen Meier holdt en rigtig fin tale  og bød mig velkommen i ”Klub 100 Marathon Danmark”, midt på torvet i min fødeby, præcis der hvor det hele startede og jeg løb mit første marathon. Det var stort og jeg vil altid være taknemmelig for Jørgens flotte ord.

Flere mente at pokalen nu ”var kommet hjem” igen og jeg skulle beholde den, men nej, jeg syntes det var blevet en rigtig god tradition, til både glæde og sjov for mange løbere, og den tradition skulle fortsætte. Der står rigtigt mange navne på tidligere modtagere på pokalen, og jeg er naturligvis stolt over at både mit og min datter Lines navn står på den, ved siden af hinanden.

Der er ikke mange løb i Danmark uden deltagelse af løbere fra Klub 100, de to på billedet ligner Jens Palm og Bent Brian Andreasen.

Det var så lidt historie om vandrepokalen, som jeg husker den. Som jeg indledte med at fortælle løber jeg ikke mange løb længere, men jeg glemmer aldrig hvad løb og alle de mennesker jeg har mødt på min vej i løbeskoene har givet mig og udviklet mig som menneske. Det har været fantastisk og uvurderligt, og jeg håber at jeg fremover, uanset hvor jeg er henne i mit liv, vil forblive betalende medlem af ”Klub 100 Marathon Danmark” og støtte hvad Anders Munch Madsen startede for mange år siden, til glæde for rigtig mange, over hele Danmark, med løb og marathon som fælles interesse.