Af David Bredo

Anholt Marathon 2019 var 10. gang, det blev afviklet, dog kun med marathon siden 2012 og med årlig deltagerbegræsning på 40 marathonløbere.

Anholt Marathon er grundlagt af et ældre ægtepar deriblandt den lokale læge, der er bosiddende på øen, hvor familien hjalp til samt en masse lokale kræfter. Da svenske Moa deltog i løbet, blev hun så forelsket i løbet (og med god grund), at hun tilbød sin hjælp til at arrangere løbet fremefter. Dette tilbud blev modtaget med kyshånd, hvorfor arrangørerne nu er dansk/svenske, Albertine og Moa, som begge yder et kolossalt stykke arbejde, tusind tak! Deltagerskaren vidner også om et internationalt løb, da hele Skandinavien er vel repræsenteret.

Undskyldningerne for ikke at løbe skal man lede længe efter, fordi foruden marathon tilbydes der halvmarathon, 10 km og 10 km gang. Derudover gøres der vældig meget ud af arrangementet. Startnummer + t-shirt afhentes fredag aften i Anholt By på Jordmoderpladsen/Forsamlingshuset. Også her påbegynder alle distancerne om lørdagen med marathon fra kl. 0830. Derefter er der præmieoverrækkelse, hvor hver enkelt løber overrækkes medalje ved personligt opråb ca. 5-5½ timer efter marathon-starten. Om aftenen arrangeres fællesspisning over grill, hvor du blot medbringer, hvad du gerne vil have grillet. Salat, brød og spandevis af hygge på selvsamme Jordmoderplads er inkluderet – what’s not to like!

Hvorfor skal startnummer allerede afhentes dagen forinden? Jo, det er fordi, man er ’fanget’ på øen fra fredag til søndag alligevel, da færgen sejler hjem til Grenaa midt under løbet, således får man heller ingen stress overhovedet. At være på Anholt er som at være i en svunden tid, hvor intet skal nås.
Anholt By, som er hovedbyen på øen (okay, der er to byer, fordi den anden er Anholt Havn – 3 km ml. byerne), er belagt med grus i gaderne, hvilket fortæller meget godt, at hastværk er lastværk. Navnet i sig selv er særpræget – man har ikke lige orket at finde på et rigtigt navn. Forskellen er jo den samme alligevel.

Rutens beskaffenhed gør, at man ikke behøves sætte sig op til PR-attentat. Sammen med Fanø Marathon & Hjerl Hede Naturløb, findes der simpelthen ikke smukkere ruter i Danmark. 500 m efter start i Anholt By, befinder man sig nær flyvepladsen (rutefly fra Roskilde). I samme moment er man ude i den berømte ørken, hvor man løber i goldt landskab ud mod Anholt Fyr. Derfra løbes ad Nordkysten hjemover mod Anholt By, hvor man runder halvvejsmærket. Herefter løbes udelukkende på den vestlige del af Anholt med det bakkede landskab, hvor halvmarathonløberne tilslutter sig ruten. Den vestlige del af Anholt, som udgør ca. 20 % er den eneste del af øen, der er beboet (ca. 150 fastliggere, men 60.000 turister årligt), de resterende 80 % består af det ørkenlignende landskab.

Første halvdels eneste egentlige depot er ved 8 km ude ved fyret. Alligevel er der lidt drikkevand for enden af Nordkysten inden man drejer ind i landet mod halvvejs. Halvvejs var i år forsvundet grundet mange ting om ørene. Normalt findes et halvvejsdepot, men ellers er det ved start/mål, hvilket betyder, at man kan have sit eget depot stående.
Til gengæld er der ikke langt imellem depoterne på anden halvdel af ruten. Udvalget begrænser sig dog typisk til vand, banan, melon og gulerødder. Enkelte steder lidt cola og chokoladekage – mmh! Anden halvdel er er mere bakket terræn, men også på mere løbebare stier/veje, som er noget snørklet, ud og ind, til højre og venstre, men dermed også mulighed for at møde hinanden og de andre distancer undervejs. Sådan må det jo alt andet lige være, når man kun benytter 20 % af øens samlede areal.

Alle herlighederne fås for blot 350 danske moneter, altså løbet, t-shirt, medalje (lavet af den lokale keramiker), samvær og grillaften efter løbet (medbring blot kødet til grillen).
Desuden er der flere gode muligheder for at spise lækkert og hyggeligt dagen forinden. Adam Dickmeiss, Henrik Birkedal Hansen, Chr. Bering & UT spiste på Al ´got fra havet i Anholt Havn, men flere muligheder byder sig til.
Lokal Brugsen i Anholt By har et bredt udvalg, men selvfølgelig er priserne et lille nyk over fastlandspriserne.
Mulighederne for overnatning er mange. Vi overnattede i Anholt Havn på Casablanca Hostel for blot 130 kr./snude/overnatning, hvilket er nyrenoveret, og ligger så smukt lige for foden af øens andet fyr og ud til den smukkeste og dejligste sandstrand så langt øjet rækker.
Flybilletter fås til 1.200,- retur, mens færgen koster 140,- retur for en alm. Voksen gående ombord (cykel til yderligere 65,-).
Inden hjemsejlingen søndag middag, kan man akkurat nå et besøg i den lille, hyggelige og intime Anholt Kirke – hvor tit kan man sige, at man har været til gudstjeneste i Anholt Kirke?

Selvom pladserne på marathon er begrænset til 40 pladser, har der aldrig været meldt udsolgt til løbet, hvilket er rigtig synd, fordi arrangørerne og øens øvrige beboere gør et kæmpestort stykke arbejde for at udfærdige et velgennemarbejdet løb og arrangement i det hele taget.
I år var deltagerantallet det højeste nogensinde på marathon, men lad os prøve at fylde deltagerlisten til næste års Anholt Marathon og næste igen. At besøge sit eget land på denne enestående måde er uovertruffen.

Som beretningen antyder, sender jeg mine allervarmeste anbefalinger af dette fantastiske løb. Hvilken mulighed for et ø-hop, forlænget weekend + marathon.

Billeder følger nedenfor.