Af Per Hviid

Tag til Slovenien i slutningen af oktober og løb Ljubljana Marathon, der som regel finder sted den sidste søndag i oktober. Ljubljana er Slovenien hovedstad og en super hyggelig by med masser af seværdigheder, gode restauranter og hippe barer.

Hvis man vil krydre opholdet i Ljubljana, er der mulighed for en udflugt til det hus, hvor Melania Trump voksede op. Slovenien bruger alle kneb for at tiltrække turister. Og den amerikanske præsident Donald Trumps hustru er et af dem.

Løbet er uhyre velorganiseret og har tyske Volkswagen som hovedsponsor, hvilket man både mærker og ser. Der er VW-logoer overalt, og logistikken lever op til sædvanlig tysk grundighed.

Expoen med startnummerafhentning er lille. Men der er, hvad der skal være. Man får en rigtig, brugbar rygsæk og ikke bare en plastikpose. Der er en god langærmet t-shirt i tillæg til den kortærmede trøje, man får ved målgang.

Løbet starter og slutter i midten af Ljubljana på brede veje/boulevarder, så der er rigeligt med plads til at løbe stærkt fra begyndelsen. Ruten er rimeligt flad og uden alt for mange skarpe sving. Der er gode depoter. Der er både en halv- og helmaratonrute. Og arrangørerne skal roses for, at helmaratonruten ikke bare er 2 gange rundt på halvmaratonruten.

Startnummeret er billigt – omkring 40 euro. Hoteller fås i alle prisklasser og er en del billigere end tilsvarende kvalitet i Danmark. Alle hoteller ligger tæt på starten, så man behøver ikke bekymre sig om bagageopbevaring under løbet.

Der er direkte flyafgang fra København til Ljubljana med det slovenske flyselskab Adria Airways, der er med i Star Alliance. En t/r billet fås for cirka 1.500 kr.