Af Bjarne Jensen

Torsdag den 29. maj kom dagen for afrejse mod Grønland og deltagelse i Isefjord Midnight Marathon i Iluissat. Løbet der har det rammende slogan: “Run in the light of night!”. Løbet starter lørdag og slutter søndag, idet der løbes hen over midnat i midnatssolen.

Først med Express bus til Kastrup. Direkte til tjek ind og med Air Greenland fly til Kangerlussuaq hvor der var skift til mindre fly til Ilulissat. Minibus til vores hotel og indkvartering. 20 minutter efter var der en times rundvisning i byen med vores grønlandske guide.

Klokken var nu lokal tid cirka 23 men med 3 timers tidsforskel, var vi ved at være godt trætte.

Hverken kroppen eller hovedet kunne finde ro med alt det sollys, så det blev en rodet og kort nat.

Fredag den 30. maj startede med lidt mere rundvisning i byen, medens vi gik ud af byen, forbi de mange hundgårde hvor slædehundene stod lænket for sommeren.

Vi skulle ud og inspicere en del af løberuten og samtid se Isfjorden og et område beskyttet af UNESCO. bl.a. et forhistorisk bosætter område. Vi kom forbi deres nye museum for is og fjord. En fantastisk flot bygning og museum, som jeg besøger på vejen tilbage.

Da vi nærmer os Ilulissat fjorden, er der udsigt ud over mundingen af fjorden og de mange isbjerge, hvoraf nogle få er gigantisk store. Sermeq gletsjeren der ligger i bunden af fjorden danner verdens hurtigst strøm af is og vand og den bevæger sig/tælver op mod 40 meter is pr. dag. Isbjergene er op imod et år om at nå ud af den cirka 50 km. lange fjord.

Nogle vender om og går samme vej tilbage. Jeg følge løberuten over fjeldet og kommer tilbage til det ny Ismuseum, som jeg vælger at besøge, nu da jeg er der. Afgjort et besøg værd.

Retur i byen var jeg lidt rundt på havnen, hvor der var rigtig mange fiskejoller.

Herefter lidt afslapning inden jeg skulle mødes med Jan de Waad fra Holland, som jeg havde mødt på turen i 2024 til New Zealand. Sjovt sådant at mødes over fælles interesser.

Vi nåede at få et par øl inden race briefing, hvor ruten og alt det praktiske blev gennemgået. Der er ikke overladt noget til tilfældighederne, når det er Albatros Adventure Marathon, der står for arrangementet.

Aftenen sluttede med en to timers sejltur på Isfjorden, som dog blev lidt anderledes, fordi der pludselig blev tåge, og derfor var det for farligt at sejle tæt på de store isbjerge og isbræen. Det var alligevel en fantastisk oplevelse at slutte dagen med.

Lørdag den 31. maj er dagen, hvor vi om aftenen skal starte løbet, så dagen skal mest stå på afslapning og småture.

Efter morgenmaden kom Jan til mit hotel. Vi fik os begge tilmeldt til Læsø Ultra Marathon i september. Så der kommer Jan og besøger os, og vi tager sammen til Læsø. Det ser vi begge frem til. Derefter gik vi en tur på havnen og lidt rundt i byen. Vi sluttede med at besøge det lille lokale frilandsmuseum.

Endelig kl. 21.00 starter løbet fra den lille lokale kirke med udsigten over Isfjorden og Disko bugten. En hel del lokale er mødt frem og hepper på os løbere. Det samme viser sig at ske flere steder på ruten.

Der deltager cirka 100 internationale løbere fra imponerende 24 forskellige nationaliteter. Der er kommet folk helt fra Australien og New Zealand for at løbe her på Grønland. Samt næsten 50 løbere fra Grønland.

Ruten er en 21 km. runde som vi skal løbe 2 gange – og det er faktisk helt fint. Det gør slutningen af løbet mere sikkert, når man er ved at være træt.

Løbet begynder med nogle kilometer i byen, derefter over fjeldet langs Isfjorden, tværs over på grus og træbroer og igen tværs over og op over fjeldet inden vi igen har en sløjfe i byen. Slutteligt over fjeld igen ude mod lufthavnen, hvor der sluttes med at løbe på astfalt til Hotel Hvid Falk, hvor der er mål – altså efter en omgang mere. De tre passager (x2) over fjeld var tilsammen på cirka 16 km. og krævede fuld koncentration.

Selv om Jan De Waad fra Holland og jeg på forhånd havde aftalt, at vi hver især ville løbe i vores eget tempo, kom vi til at løbe alle 42 km. sammen. Det var faktisk dejligt og sikkert. Der blev også tid til at tage nogle billeder undervejs.

Vi kom godt og sikkert i mål i tiden 5.35 – det var vi helt godt tilfredse med. Jeg blev nummer 19 ud af de 42 der gennemførte.

105 løbere gennemfører halvmarathon og 42 gennemfører Marathon – med kun en forstuvet fod til følge. Det var imponerende, at der ikke skete mere.

Søndag den 1. Juni havde jeg tilmeldt mig en 6 timers lang sejltur. Det havde været rigtig svært at falde i søvn, der næste morgen. Jeg følte mig dog nogenlunde frisk, da vi sejlede afsted kl. 10.00. Turen gik ca. 80 km. nordpå i Disko bugten og ind i en mindre fjord, hvor Eqi gletsjeren findes i bunden. Den er 3,2 km. bred og op til 200 meter høj. Skipper sejlede så tæt på som isen tillod. Her lå vi stille en times tid og nød synet, stilheden og to ringsæler der lå på isflagerne. Samt en frokost.

På vejen havde vi også set en pukkelhval kommet op til overfladen en 12-14 gange. Altid et flot syn.

Efter at være kommet retur til Ilulissat blev der lige tid til en kort afslapning inden aftenens sejsmiddag med god Grønlands mad bl.a. rensdyr kød.

Mandag den 2. Juni skulle jeg på en kajak tur imellem isbjergene. Jeg var så heldig at få Connie Kjølby som makker i en toer kajak. Det var en virkelig dejlig, super flot og skøn tur. Og vejret var bare med os, høj sol og vindstille.

Efter kajak turen havde jeg fået besøg af en kvinde, der skulle videre nordpå i morgen for at arbejde som sygeplejerske. Jeg traf hende i efteråret på Mera Peak turen i Nepal. Vi nåede at gå en god tur ud til Isfjorden, så hun også så den flotte udsigt. Et meget sjovt gensyn med hende.

Aftenen sluttede med afskedsmiddag i form af Grønlands buffet. Virkelig velsmagende. Eneste problem var, at det var umuligt at smage på det hele.

Tirsdag den 3. Juni var der afrejse i forskellige hold fra morgenstunden.

Sådant sluttede en fantastisk god tur til og deltagelse i Isefjord Midnight Marathon i Iluissat i Grønland.

Bjarne Jensen, Hals.