5. maj 2021
Danmark er ved at genåbne. Det betyder bl.a. at det udendørs forsamlingsforbud fra den 6. maj 2021 hæves fra 50-75 personer.
Vi venter alle på, at Danmark kommer tilbage til en normal situation uden restriktioner. Undervejs vil vi se flere ændringer. Allerede nu ved vi, at forsamlingsforbuddet vil blive ændret både i maj og juni.
Bestyrelsen følger naturligvis de nye restriktioner.
Det er vigtigt, at du lader dig orientere om eventuelle lokale regler, da der i perioder kan være særlige regler i dit område.
Opgaven for bestyrelsen har efter forårets nedlukning været at få genoptaget løbene i videst muligt omfang. Hastighed for ændringerne og de niveauer som vi ser nu, sammenholdt med det lokale fokus betyder, at det fremadrettet er vores medlemmer, der selv skal holde sig orienteret om de gældende regler, hvilket fx kan ske gennem de officielle kanaler. Bestyrelsen vil naturligvis genoptage sine udmeldinger, hvis vi oplever egentlige tilbageskridt eller en ny national nedlukning.
For god ordens skyld skal det præciseres, at ovenstående anbefalinger erstatter bestyrelsens tidligere udmeldte anbefalinger.
Fasthold det gode kammeratskab og udvis fortsat en positiv tilgang til denne ekstraordinære situation. Husk at det er dit ansvar at udmønte retningslinjerne til gode vaner.
Tak for din indsats!
24. marts 2021
Regeringen har ændret på restriktionerne med virkning fra mandag den 22. marts 2021. Forsamlingsforbuddet hæves således fra 25 til 50 personer for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter. Bestyrelsen følger naturligvis de nye restriktioner.
Bestyrelsen har med glæde noteret sig den forsigtige og ansvarlige tilgang, som medlemmerne udviser i forhold deres deltagelse i forskellige løbsarrangementer. Bestyrelsen opfordrer til, at denne tilgang fastholdes, og at vi alle ser tiden an, før der åbnes for større aktiviteter.
Regeringens udmeldinger lægger op til, at der over de kommende måneder kan åbnes for yderligere aktiviteter i samfundet. Åbningen vil bero på den aktuelle smitteudvikling, hvorfor besindighed og omtanke fortsat må være tilgangen til den måde vi optræder på.
Fasthold det gode kammeratskab og udvis fortsat en positiv tilgang til denne ekstraordinære situation. Hold dig løbende orienteret om eventuelle justeringer og ændringer af retningslinjerne.
Husk at det er dit ansvar at udmønte retningslinjerne til gode vaner.
Tak for din indsats!
5. marts 2021
Bestyrelsen vil gerne præcisere foregående melding, at der kan arrangeres og gennemføres Cannonball-løb under den forudsætning, at det sker med overholdelse af det gældende forsamlingsforbud – som er op til 25 personer ved udendørs idræts- og foreningsaktiviteter. Ligeledes anbefaler såvel DAF, som DIF/ DGI og Kulturministeriet at de generelle sundhedsmæssige anbefalinger efterleves sådan, som DAF har fremhævet i de atletikspecifikke COVID-19 retningslinjer.
Bestyrelsen har i sin dialog med DAF fået dette bekræftet mundtligt som skriftligt sort på hvidt.
Du finder anbefalingerne her:
DAFs atletikspecifikke retningslinjer tager sit afsæt i DIF og DGIs anbefalinger og retningslinjer, som igen er den idrætsspecifikke præcisering af Kulturministeriets retningslinjer på området.
Bestyrelsen følger naturligvis løbende op på nye anbefalinger.
Fasthold det gode kammeratskab og udvis fortsat en positiv tilgang til denne ekstraordinære situation. Hold dig løbende orienteret om eventuelle justeringer og ændringer af retningslinjerne.
Husk at det er dit ansvar at udmønte retningslinjerne til gode vaner.
Tak for din indsats!
1. marts 2021
Der opstår sandsynligvis mange tolkninger og spørgsmål i kølvandet på de opdaterede retningslinjerne. Det er ikke alt, som er mejslet i sten, hvorfor tålmodighed og ansvarlighed i denne sammenhæng, stadig er en dyd – holdninger og tilkendegivelser er naturligvis velkomne, men giver ikke nødvendigvis i den nuværende situation yderligere afklaring.
Det skal noteres, at bestyrelsen varetager medlemmernes, som er løbere, interesser. Ligesom det er frivilligt at deltage i løb, er det op til løbsarrangøren selv at vurderer sit løbsrammer og sikre at det er i overensstemmelse med de gældende regler.
Bestyrelsen holder sig løbende opdateret og vi vil naturligvis opdatere vores anbefalinger med de nyeste informationer.
—————————–
COVID-19 opdatering
—————————–
Regeringen har ændret på restriktionerne med virkning fra – i dag – mandag den 1. marts 2021. Ændringerne har betydning for udendørs idrætsaktiviteter, herunder løbsarrangementer. Bestyrelsen følger naturligvis de nye anbefalinger, ligesom vi både har udfordret og undersøgt formuleringerne i myndighedernes anbefalinger i dialog med bl.a. DAF (her).
Bestyrelsen understreger således, at retningslinjerne og vores anbefalinger er:
Deltagerantallet for udendørs idrætsaktiviteter er hævet fra 5 optil 25 personer. I dette tal indgår alle løbere, tilskuere, arrangører etc. Det er vigtigt at noterer sig, at løbsafviklingen skal ske efter ordnede, strukturerede forhold og i ansvarlige rammer. Det er derfor af mindre betydning, om det er en bestemt juridiskenhed eller om der er et konkret tilhørsforhold.
Aktiviteten skal ske i organiseret regi og være planlagt, hvilket betyder, at løbet skal være offentliggjort (jf. Klub100s regler) og løbsarrangøren har en liste, hvoraf navne og kontaktinformationer (minimum telefonnummer og mail) fremgår for alle tilstedeværende inkl. eventuelle tilskuere og løbsarrangører. Sidstnævnte er vigtigt, hvis der efterfølgende bliver behov for smitteopsporing. Husk at listen med kontaktdata ikke må offentliggøres på fx arrangørens hjemmeside pga. reglerne om GDPR. Listen skal være i løbsarrangørens besiddelse. Pludselig opstående og ustrukturerede løb, er ikke organiseret regi.
Der kan ikke afvikles løb med en eller flere forskudte starter. Hvert løb skal afsluttes og være afgrænset til egen rute, herunder start- og målområde
Myndighederne forbeholder sig desuden ret til, at der kan ske indskrænkelser i geografiske områder (eller nationalt). Sådanne indskrænkninger skal naturligvis respekteres. Du skal derfor løbende holde dig orienteret om eventuelle særregler i dit område.
Det er vigtigt, at alle bidrager ansvarligt i forhold til at sikre, at myndighedernes retningslinjer overholdes. Det betyder bl.a., at der skal vises agtpågivenhed i forhold til afspritning, afstand, ingen kram etc. Der bør ligeledes ikke benyttes indendørs arealer, hvor kategorien toiletter hører under. Endelig skal du følge de anvisninger, du modtager fra løbsarrangøren.
Bestyrelsen opfordrer desuden til, at medlemmerne benytter sig af muligheden for test og tilstræber, at dette sker hyppigt. Undlad desuden at slække på afstandskravet når der tages fælles foto og i øvrigt løbes
ude på ruten. Du bør ligeledes begrænse din deltagelse til få udvalgte løb – som du gerne må løbe igen og igen.
Bestyrelsen opfordrer endelig til, at depoter sker som udleveringsdepot inden starten, eller at løbet afvikles som et basisløb, hvor løberen selv medbringer sit depot. Du skal desuden notere dig, at selv om forsamlingsforbuddet på 5 ikke gælder for udendørs idrætsaktiviteter, så betyder det fortsat, at deltagelsen i et løb alene er afgrænset til selve løbsdeltagelsen, og der derfor ikke er en mulighed for at hænge ud før eller efter løbet.
Med bestyrelsens retningslinjer i baghovedet, er det dig, som løber, der afgør om et givent løb afvikles efter ordnede forhold og i ansvarlige rammer, i benægtende fald skal du undlade at deltage i en sådan aktivitet.
Bestyrelsen følger naturligvis løbende op på nye anbefalinger.
Fasthold det gode kammeratskab og udvis fortsat en positiv tilgang til denne ekstraordinære situation. Hold dig løbende orienteret om eventuelle justeringer og ændringer af retningslinjerne.
Husk at det er dit ansvar at udmønte retningslinjerne til gode vaner.
Tak for din indsats!
27. februar 2021
Kulturministeren har opdateret sine retningslinjer. Bestyrelsen har i tråd med dem opdateret vores opslag, som alene er begrænset til afsnit 3. Der opstår sandsynligvis mange spørgsmål i kølvandet på retningslinjerne. Det er ikke alt, som er mejslet i sten, hvorfor tålmodighed i denne sammenhæng stadig er en dyd. Bestyrelsen varetager medlemmernes, som er løbernes, interesser, og holder sig naturligvis opdateret, og vi vil opdatere vores anbefalinger løbende med de nyeste informationer. God weekend til jer alle.
OPDATERING af afsnit 3:
Deltagerantallet for udendørs idrætsaktiviteter er hævet fra 5 til 25 personer. I dette tal indgår alle løbere, tilskuere, arrangører etc. Det er vigtigt at noterer sig, at denne udvidelse gælder for aktiviteter arrangeret af offentlige myndigheder, organisationer, foreninger, virksomheder og kulturinstitutioner. Forsamlingsforbuddet på 5 personer gælder fortsat for privat arrangerede idrætsaktiviteter.
25. februar 2021
Regeringen har ændret på restriktionerne med virkning fra mandag den 1. marts 2021. Ændringerne har betydning for udendørs idrætsaktiviteter herunder løbsarrangementer. Bestyrelsen følger naturligvis de nye anbefalinger.
Du skal indledningsvis notere dig, at mange af restriktionerne er forlænget frem t.o.m. den 5. april 2021.
Deltagerantallet for udendørs idrætsaktiviteter er hævet fra 5 til 25 personer. I dette tal indgår alle løbere, tilskuere, arrangører etc.
Aktiviteten skal ske i organiseret regi. Det betyder, at løbet skal være offentliggjort (jf. Klub 100’s regler), og løbsarrangøren har en liste, hvoraf navne og kontaktinformationer (min. telefonnummer og mail) fremgår for alle tilstedeværende inkl. eventuelle tilskuere og løbsarrangører. Sidstnævnte er vigtigt, hvis der efterfølgende bliver behov for smitteopsporing. Husk at listen med kontaktdata ikke må offentliggøres på fx arrangørens hjemmeside i medfør af GDPR-reglerne. Listen skal være i løbsarrangørens besiddelse.
Der kan ikke afvikles løb med en eller flere forskudte starter. Hvert løb skal afsluttes og være afgrænset til egen rute, herunder start- og målområde.
Myndighederne forbeholder sig desuden ret til, at der kan ske indskrænkelser i geografiske områder (eller nationalt). Sådanne indskrænkninger skal naturligvis respekteres. Du skal derfor løbende holde dig orienteret om eventuelle særregler i dit område.
Det er vigtigt, at alle bidrager ansvarligt i forhold til at sikre, at myndighedernes retningslinjer overholdes. Det betyder, at der skal vises agtpågivenhed i forhold til afspritning, afstand, ingen kram etc. Der bør ligeledes ikke benyttes indendørs arealer, hvor kategorien toiletter hører under. Endelig skal du følge de anvisninger, du modtager fra løbsarrangøren.
Bestyrelsen opfordrer desuden til, at medlemmer benytter sig af muligheden for test og tilstræber, at dette sker løbende. Undlad desuden at slække på afstandskravet, når der tages fælles foto og i øvrigt løbes ude på ruten. Du bør ligeledes begrænse din deltagelse til få udvalgte løb – som du gerne må løbe igen og igen.
Bestyrelsen opfordrer endelig til, at depoter sker som udleveringsdepot inden starten, eller at løbet afvikles som et basisløb, hvor løberen selv medbringer sit depot. Du skal desuden notere dig, at selvom forsamlingsforbuddet på 5 ikke gælder for udendørs idrætsaktiviteter, så betyder det fortsat, at deltagelsen i et løb alene er afgrænset til selve løbsdeltagelsen, og der derfor ikke er en mulighed for at hænge ud før eller efter løbet.
Bestyrelsen følger naturligvis løbende op på nye anbefalinger.
Fasthold det gode kammeratskab og udvis fortsat en positiv tilgang til denne ekstraordinære situation. Hold dig løbende orienteret om eventuelle justeringer og ændringer af retningslinjerne.
Det er dit ansvar at udmønte retningslinjerne til gode vaner.
Tak for din indsats!
31. januar 2021
Regeringen har endnu engang forlænget restriktionerne. Denne gang frem t.o.m. den 28. februar 2021.
Klub 100 følger naturligvis fortsat myndighedernes anvisninger, og du finder de gældende retningslinjer her.
Bestyrelsen opfordrer desuden til, at medlemmerne fortsat undlader at deltage i løbsarrangementer frem t.o.m. den 28. februar 2021. Brug den sunde fornuft, hold afstand og begræns fysiske kontakter er de anbefalinger, vi alle efterlever.
Bestyrelsen er imponeret over den opbakning vores opfordringer har hos medlemmerne. Vi har stor forståelse for de frustrationer, som naturligt opstår i kølvandet på nedlukningen af samfundet. For at løsne på det vakuum, som er resultat af nedlukningen, noterede bestyrelsen sig de gode initiativer, som opstod i foråret; om virtuelle løb, hvor der løbes alene rundt omkring i landet – alle sammen rigtig gode initiativer, der ikke havde ranglisten som mål, men derimod et virtuelt fællesskab kombineret med sundhed og et træningsformål.
Fasthold det gode kammeratskab og udvis fortsat en positiv tilgang til denne ekstraordinære situation. Hold dig løbende orienteret om justeringer og ændringer af retningslinjerne.
Tak for din indsats!
14. januar 2021
Regeringen har den 13. januar forlænget restriktionerne frem til og med den 7. februar 2021.
Klub 100 følger naturligvis myndighedernes anvisninger. Du finder de gældende retningslinjer her: www.klub100marathon.dk/covid-19/.
Bestyrelsen opfordrer desuden til, at medlemmerne fortsat undlader at deltage i løbsarrangementer frem til og med den 7. februar 2021. Vi er desværre også til at nødt til henlede opmærksomheden på, at der kan ske en yderligere forlængelse af restriktionerne.
Bestyrelsen har stor forståelse for de frustrationer, som naturligt opstår i kølvandet på en sådan nedlukning af samfundet. Vi ved, at vores opfordring kræver tålmodighed lidt endnu af os alle sammen. Vi føler os dog overbeviste om, at vi inden længe igen kan komme til at dyrke vores fælles interesse; maratonløb.
Bestyrelsen har med stor glæde noteret sig, at medlemmerne har udvist et godt kammeratskab, og at humøret stadig er højt. Brug fortsat din sunde fornuft og udvis en positiv tilgang til denne ekstraordinære situation. Hold dig løbende orienteret om justeringer og ændringer af retningslinjerne.
Tak for din indsats!
5. januar 2021
Regeringen har opdateret COVID-19 retningslinjerne, hvorved bl.a. afstandskravet er opjusteret fra 1 til 2 meter, og forsamlingsforbuddet er sænket til maks. 5 personer. Klub 100 har opdateret sine retningslinjer i overensstemmelse hermed.
Statsministeren opfordrer desuden til, at man dropper alle aftaler og brgrænser sine sociale interaktioner.
Klub 100’s bestyrelse har på denne baggrund valgt – i naturlig forlængelse af sund fornuft-tilgangen – at opfordre sine medlemmer til kraftigt ikke at deltage i løbsarrangementer. Opfordringen gælder i første omgang fra den 6. januar og frem til den 17. januar 2021. Bestyrelsen ønsker desuden at betone, at medlemmernes tilgang til denne opfordring bør udvise agtpågivenhed samt at være opmærksom på, at der kan ske en forlængelse af denne opfordring.
Vi er meget tidligt ude med vores anvisninger – ikke alle retningslinjer fra bl.a. myndighederne og organisationer, er derfor ikke opdateret på deres hjemmesider endnu. Der kan derfor ske yderligere justeringer, når bl.a. DAF og DGI opdaterer deres anvisninger.
Bestyrelsen er sikker på, at medlemmerne har en sund og fornuftigt tilgang til denne ekstraordinære situation og vil udvise godt kammeratskab samt i øvrigt løbende holde sig orienteret om justeringer og ændringer af retningslinjerne.
28. oktober 2020
Klub 100 Marathon Danmarks bestyrelse har drøftet myndighedernes seneste COVID-19-stramninger, som blev udmeldt fredag den 23. oktober 2020 med ikrafttrædelse hhv. den 26. og 29. oktober 2020. Konkret og væsentligst for idrætslivet blev forsamlingsforbuddets maksimalgrænse sænket fra 50 til 10 personer.
Bestyrelsen udsender hermed sine anbefalinger og har i den forbindelse orienteret sig i følgende materiale:
- Opdaterede retningslinjer på myndighedernes fælles Corona-hjemmeside, som Rigspolitiet administrerer på vegne af alle relevante myndigheder (”Hvad betyder det, at forsamlingsforbuddet kun gælder for arrangementer m.v., hvor der er flere end 10 personer til stede “på samme sted samtidig”?”).
- Kulturministeriets vejledning om udendørs foreningsliv opdateret den 26. oktober 2020.
- DAF’s vejledning opdateret den 26. oktober 2020 (”Retningslinjer og anbefalinger vedr. stævner”).
- Opdateret vejledning fra DGI/Bevæg dig for livet – Løb & gang. Der er her en konkret vejledning til løbsarrangører om, hvordan man gennemfører et COVID-19-reglementeret løbsarrangement med mere end 10 deltagere, hvor aldrig flere end 10 personer er samlet på samme sted på samtidigt. Se nederst i dokumentet.
Både Kulturministeriet, DAF og DGI’s (Bevæg dig for livet – Løb & gang) vejledninger er i overensstemmelse med vejledningerne på myndighedernes Corona-hjemmeside. Det vigtigste forhold at fremhæve er, at anbefalinger og vejledninger udmeldt af Klub 100 Marathon Danmarks bestyrelse den 21. september 2020 i al væsentlighed fortsat er gældende med den forskel, at grænsen for det lille forsamlingsforbud er sænket fra 50 til 10 personer.
Det betyder følgende:
- Man kan deltage i et løbsarrangement, hvor der aldrig er flere end 10 personer samlet på samme sted på samme tidspunkt.
- Det kan opfyldes på fire måder
- Løbsarrangementet har maksimalt 10 deltagere inkl. medhjælpere.
- Løbsarrangementet har 11-500 deltagere inkl. medhjælpere, hvor der under hele arrangementet er stor geografisk spredning mellem deltagerne, og hvor aldrig flere end 10 personer er samlet på samme sted på samme tidspunkt – i praksis i start- og målområdet. Se inspiration til logistik nederst i dokumentet.
- Løbsarrangementet har 11-500 deltagere inkl. medhjælpere og afvikles som fysisk helt adskilte konkurrencer hver med op til 10 personer. I praksis er der tale om separate arrangementer separate steder.
- Løbsarrangementet har 11-500 deltagere inkl. medhjælpere og afvikles som tidsforskudte og ikke-overlappende konkurrencer med hver op til 10 personer. I praksis er der tale om separate arrangementer på samme sted og i forskellige tidsintervaller.
- Man orienterer sig løbende om myndighedernes generelle råd om forebyggelse af COVID-19-smittespredning – herunder afspritning, hygiejne, afstandsholdelse, brug af mundbind og isolation ved sygdomssymptomer. Se bl.a. her.
- Bestyrelsen anbefaler medlemmer, boblere og øvrige løbere, som måtte have til hensigt at opnå medlemskab af Klub 100 Marathon Danmark, kun at deltage i og på ranglisten kun at medtælle løb, som opfylder bestyrelsens og myndighedernes anbefalinger. Anbefalingerne gælder løbsarrangementer i Danmark, idet andre lande kan have andre restriktioner, som i så fald bør overholdes.
Bestyrelse har – inspireret af DGI/Bevæg dig for livet – Løb & gang – udarbejdet et idekatalog til logistik for arrangementer, hvor der er stor geografisk spredning af deltagerne. Det skal være adskillige starter a max 10 personer med en passende tidsforskydning, så det lille forsamlingsforbud altid overholdes. Det afgørende er, at aldrig flere end 10 personer er samlet på samme sted på samme tid.
Medlemmer og boblere kan således medregne et maratonløb på ranglisten, hvis følgende i al væsentlighed er opfyldt (konkret forslag til løbsarrangører findes allernederst):
- Løbsarrangementet har adskillige starter a max 10 personer (dvs. separate delarrangementer med egen resultatliste – jf. klubbens løbskriterier).
- Der skal være tilstrækkelig tidsforskydning mellem starterne til opfyldelse af 10-personersgrænsen under hele arrangementet. Man må først bevæge sig ind i startområdet f.eks. 5 minutter før en start. Man bliver således i sin bil eller holder stor afstand til startområdet indtil 5 minutter før det starttidspunkt, som man er blev tildelt på forhånd af løbsarrangøren. Det bør fremgå af startlisten.
- En guidance kunne være, at der skal være mindst 10 minutter mellem starterne (en af de 10 i en gruppe får delegeret et ”løbsarrangøransvar” og igangsætter starten – hvis løbsarrangøren er til stede ved samtlige starter, er maxtallet pr. start 9). Dette indebærer 1,5-2 km afstand mellem grupperne, hvilket i bestyrelsens optik er stor geografisk spredning.
- Ved starterne skal der være mindst 2 meters afstand mellem løberne.
- Gruppebilleder kan kun tages pr. startgruppe og med mindst 2 meters afstand mellem løberne.
- Deltagerne må ikke samles i grupper af mere end 10 personer efter at være kommet i mål. Løbsdeltagerne bør straks efter målgang forlade målområdet.
- Start/mål-område og depotområde skal være adskilt, så løbere i de første startgrupper ikke blandes med tidligere startende løbere.
- Så vidt muligt bør der ved rundeløb undgås ruter med modløbende løbsdeltagere.
- Man bør opfordre til, at løbsdeltagerne alene benytter sig af personligt medbragte depoter, og at løbsarrangørerne afholder sig fra at tilbyde et fælles depot.
- Løbsdeltagerne opfordres til at løbe i grupper, der er noget mindre end 10 personer, så forsamlingsforbuddet ikke kompromitteres ved passage af personer, som ikke deltager i løbsarrangementet. Løbsarrangementets deltagere henstilles til at holde god afstand (mindst 2 meter) til personer, som ikke deltager i løbsarrangementet.
Bestyrelsen understreger, at ovenstående alene er en fortolkning og ideer baseret på regeringen, myndighederne, DAF og DGI’s vejledninger. Bestyrelsen kan hverken af medlemmer eller løbsarrangøren holdes ansvarlig for eventuelle bøder og sanktioner på grund af overtrædelse af myndighedernes COVID-19 retningslinjer.
Bestyrelsen vil ligeledes gøre opmærksom på, at man ikke hos Politiet eller andre myndigheder kan få forhåndsgodkendt et løbsarrangement eller en løbsdeltagelse. Det er alene løberes og løbsarrangørers ansvar at overholde retningslinjerne.
Bestyrelse finder dog, at man handler i god tro, såfremt vejledningerne fra coronasmitte.dk, Kulturministeriet, DAF, DGI og Klub 100 Marathon Danmark følges. Men det er altid den lokale politimyndighed, som foretager en konkret vurdering, hvis en inspektion finder sted. I så fald henstiller bestyrelsen til, at løbere og løbsarrangører følger politiets anvisninger.
Skabelon til løbsarrangører
Klub 100 Marathon Danmark har med udgangspunkt i ovenstående udarbejdet et forslag til konkret logistik og vejledning, som løbsarrangører er velkomne til at lade sig inspirere af.
- Løbsarrangementet finder sted <indsæt adresse>.
- Løbsarrangementet har starter a max 10 personer kl. X:00, X:10, X:20…
- Deltagerne i hver af starterne kan ses her <indsæt link eller henvisning>.
- Deltagerne må først bevæge sig ind i startområdet 5 minutter før en start. Man bliver således i sin bil eller holder stor afstand til startområdet indtil 5 minutter før det starttidspunkt, som fremgår af startlisten.
- Ved starterne skal der være mindst 2 meters afstand mellem løberne.
- 2 varianter af gruppebilleder: 1) Der vil ikke blive taget samlet gruppebillede. 2) Gruppebilleder tages pr. startgruppe og med mindst 2 meters afstand mellem løberne.
- Start/mål-område og depotområde er adskilt, så løbere i de første startgrupper ikke blandes med tidligere startende løbere. Det er løbsdeltagernes ansvar at sikre, at man aldrig er samlet i grupper af mere end 10 personer – før, under og efter løbsarrangementet.
- Løbsdeltagerne benytter sig alene af personligt medbragte depoter (kasser eller spande med tydeligt navn på) inkl. personlig afspritningsvæske/-gel, som anvendes inden berøring af overflader i depotområder. Depotkasser/-spande skal placeres med minimum 2 meters afstand. Der vil ikke være fælles depot.
- Løbsdeltagerne bør løbe i grupper på mindre end 10 personer, så forsamlingsforbuddet ikke kompromitteres ved passage af personer, som ikke deltager i løbsarrangementet. Løbsarrangementets deltagere skal holde god afstand (mindst 2 meter) til personer, som ikke deltager i løbsarrangementet.
- Efter løbet skriver man sin sluttid på resultatlisten og tager en medalje, efter at man har afsprittet sine hænder. Herpå bevæger man sig ud af målområdet.
Ovenstående findes også som et pdf-dokument her.
23. oktober 2020
Regeringen og sundhedsmyndighederne har d.d. udmeldt en stramning af COVID-19 restriktionerne gældende fra mandag den 26. oktober 2020. Forsamlingsforbuddet sænkes de efterfølgende 4 uger til max 10 personer. Reglerne om store forsamlinger op til 500 personer med stor geografisk spredning gælder ikke længere, så vidt det umiddelbart forstås. Derfor er anbefalingen fra Klub 100 Marathon Danmark, at man fra mandag den 26. oktober 2020 og indtil videre ikke deltager i og medtæller maratonløb på ranglisten, hvis der deltager flere end 10 personer i et løbsarrangement uanset antal startende grupper. Når DGI/DIF/Firmaidrætten har meldt retningslinjer ud, kan vejledningen fra Klub 100 Marathon Danmark bliver justeret. DIF’s vejledninger om COVID-19 findes her.
Som tidligere understreger bestyrelsen, at vedtægterne ikke giver hjemmel til at forbyde ranglisteopdateringer, såfremt regeringens og myndighedernes retningslinjer ikke følges. Men bestyrelsen opfordrer på det kraftigste alle medlemmer og boblere til følge vejledningerne.
Bestyrelsen har d.d. valgt at aflyse den fysiske generalforsamling i Ringe den 14. november 2020. Tilmeldingen til maratonløbet, hvor aktive boblere og medlemmer kunne tilmelde sig gratis via Klub 100, vil blive sløjfet. Generalforsamlingen vil blive afholdt online eller skriftligt. Der vil lørdag den 24. oktober 2020 blive udsendt indkaldelse til generalforsamlingen den 14. november 2020 – 3 uger før afholdelse, som vedtægterne foreskriver.
21. september 2020
Bestyrelsen har drøftet myndighedernes seneste COVID-19-stramninger, som trådte i kraft lørdag den 19. september 2020 kl. 12:00. Konkret blev forsamlingsforbuddets maksimalgrænse sænket fra 100 til 50 personer gældende i hele Danmark, efter at grænsen den 9. september 2020 var blevet indført i 18 danske kommuner.
Bestyrelsen har orienteret sig i følgende materiale:
- Sundhedsministeriets udmelding dateret den 18. september 2020
- Sundhedsministeriets vejledning dateret den 18. september 2020 – specielt afsnit 1
- Sundhedsministeriet generelle råd opdateret den 18. september 2020
- Kulturministeriets vejledning dateret den 8. august 2020 (maksimalgrænsen på 100 personer er ændret til 50 personer)
- DIF’s vejledning dateret den 18. september 2020 (”Retningslinjer for idrætsaktiviteter”)
- DIF/DGI/Firmaidrættens vejledning dateret 18. september 2020
Tidligere har bestyrelsen støttet sig til DAF’s vejledninger, idet Klub 100 Marathon Danmark er medlem af DAF, som igen er medlem af DIF. Men DAF har ikke opdateret sin vejledning siden den 8. august 2020, hvorfor vi støtter os til DIF.
Bestyrelsen antager, at DIF/DGI/Firmaidrættens vejledning er afstemt med relevante myndigheder, idet målgruppen er adskillige millioner i det danske idræts- og foreningsliv.
Bestyrelsen følger DIF/DGI/Firmaidrættens vejledning og har på denne baggrund følgende anbefalinger til klubbens medlemmer og aspiranter, hvis et maratonløb skulle tælle med på klubbens rangliste:
- Man kan deltage i et løbsarrangement, hvor der aldrig er flere end 50 personer samlet på samme sted på samme tidspunkt.
- Det kan opfyldes på fire måder
- Løbsarrangementet har maksimalt 50 deltagere inkl. medhjælpere.
- Løbsarrangementet har 51-500 deltagere inkl. medhjælpere, hvor der under hele arrangementet er stor geografisk spredning mellem deltagerne, og hvor aldrig flere end 50 personer er samlet på samme sted på samme tidspunkt – i praksis i start- og målområdet.
- Løbsarrangementet har 51-500 deltagere inkl. medhjælpere og afvikles som fysisk adskilte konkurrencer hver med op til 50 personer (stor geografisk spredning kan ikke honoreres). I praksis er der tale om separate arrangementer.
- Løbsarrangementet har 51-500 deltagere inkl. medhjælpere og afvikles som tidsforskudte og ikke-overlappende konkurrencer med hver op til 50 personer (stor geografisk spredning kan ikke honoreres). I praksis er der tale om separate arrangementer.
- Man orienterer sig løbende om myndighedernes generelle råd om forebyggelse af COVID-19-smittespredning – herunder afspritning, hygiejne, afstandsholdelse og isolation ved sygdomssymptomer. Se bl.a. her.
Bestyrelsen anbefaler medlemmer, boblere og øvrige løbere, som måtte have til hensigt at opnå medlemskab af Klub 100 Marathon Danmark, på ranglisten kun at medtælle løb, som opfylder bestyrelsens og DIF/DGI/Firmaidrættens anbefalinger. Anbefalingerne gælder løbsarrangementer i Danmark, idet andre lande kan have andre restriktioner, som i så fald bør overholdes.
Bestyrelsen vil som grundlag for sine anbefalinger henvise til nedenstående:
Sundhedsministeriet fremhæver:
”Forsamlingsforbuddet på 100 personer sænkes til 50 personer med virkning fra den 19. september 2020 kl. 12.00.
Det betyder, at det som udgangspunkt vil være forbudt at deltage i indendørs eller udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 50 personer til stede på samme sted samtidig. Der vil fortsat gælde en række undtagelser til forbuddet, bl.a. i private boliger og haver i tilknytning hertil og ved almindeligt ophold og færden på en arbejds- plads mv. Det vil også fortsat være muligt at afholde og deltage i arrangementer mv. med op til 500 deltagere, hvis disse i det væsentlige sidder ned.”
Kulturministeriet vejledning er stadig gældende – dog med 50 personer som maksimalgrænse under forsamlingsforbuddet. Det noteres heri, at stævner og konkurrencer med op til 500 deltagere er tilladt, såfremt forsamlingsforbuddet på ethvert tidspunkt er opfyldt.
DIF/DGI/Firmaidrætten har udsendt følgende vejledning på baggrund af Sundhedsministeriets og Kulturministeriets senest opdaterede vejledninger (”Særlige retningslinjer for konkurrencer, turneringer og stævner”):
- Idrætterne kan afvikle konkurrence-, turnerings- og stævnevirksomhed, hvis forsamlingsforbud og de generelle sundhedsmæssige anbefalinger kan efterleves på forsvarlig vis.
- Der må ikke afvikles en enkeltstående konkurrence, turnering eller stævne, hvor flere personer end det gældende forsamlingsforbud (aktuelt 50) er samlet på samme sted samtidigt. Se dog særlige retningslinjer for publikum.
- I særlige tilfælde må der dog gerne afholdes arrangementer med op til 500 deltagere, så længe der aldrig er samlet flere deltagere end det gældende forsamlingsforbud samme sted på samme tid.
- Jf. ovenstående må der gerne arrangeres tidsforskudte arrangementer med op til 500 deltagere så længe, at der på intet tidspunkt er mere end forsamlingsforbuddet til stede samtidig. For eksempel kan cykelløb, motionsløb, ridestævner, kapsejlads og lignende afvikles, så der om formiddagen deltager højst 50 personer, som herefter tager hjem, hvorefter andre 50 personer deltager i stævnet, løbet mv. om eftermiddagen.
- Det vil også være muligt at afholde arrangementer med flere end 100 deltagere, hvis arrangementet afholdes med en betydelig geografisk spredning mellem deltagerne sådan, at de ikke befinder sig på samme sted samtidig. Det vil fx omfatte kapsejladser på havet, hvor deltagerne sejler i mindre grupper med betydelig afstand mellem bådene. Det vil også omfatte golfturneringer, orienteringsløb og lignende udendørs arrangementer med stor geografisk spredning mellem de enkelte deltagere eller mellem mindre grupper af deltagere. Det kræver dog, at den geografiske spredning kan opretholdes gennem hele arrangementet, dvs. også ved start- og målområdet, hvor der max. må være 50 deltagere til stede samtidig.
- Det er til gengæld ikke muligt at opdele ét arrangement i sektioner – fx ved hjælp af hegn eller lignende – med op til 50 deltagere i hver sektion, da det vil blive betragtet som værende et samlet arrangement på samme sted.
- Der må dog godt afvikles flere separate stævner/turneringer på samme tidspunkt på samme anlæg/facilitet. Fx må der gerne afvikles flere atletikstævner inden for forskellige discipliner på samme atletikstadion, eller flere stævner for forskellige bådtyper på vandet. Ligeledes må der gerne afvikles et fodboldstævne for fem u/10 hold på to 5-mands fodboldbaner, mens der samtidig afvikles et fodboldstævne for 3 u/12 hold på en syvmandsbane på samme anlæg. Det afgørende er, at forsamlingsforbuddet overholdes for det enkelte stævne, at der er effektiv adskillelse mellem stævnerne og arealerne de foregår på, samt at deltagerne ikke flettes på tværs af stævnerne. Dommere, frivillige og andre officials må dog gerne være gennemgående og deltage i flere grupper
- Der bør være enten personale eller frivillige til stede under afvikling af konkurrencer, turneringer og stævner, der har til opgave at forebygge opbygning af tætte forsamlinger. Ved afvikling af flere separate stævner/turneringer bør der udpeges mindst én ansvarlig herfor pr. stævne/turnering.
Det er uklart, hvordan start- og målområdet defineres/afgrænses, så der kan være grupper op til 50 personer fysisk adskilte. Men der muligvis lidt hjælp at hente under ”DGI, DIF og Firmaidrættens retningslinjer for idrætsaktiviteter”:
”Hvis der er flere grupper til stede i/på den samme idrætsfacilitet, skal man sikre, at der er tilstrækkelig afstand mellem grupperne, så de ikke udgør én samlet gruppe. Anbefalingen er, at der er mindst 2 meter mellem hver bane. Det er muligt at inddele store baner i mindre zoner. Her anvendes kegler, toppe, snor, skillevægge eller anden tydelig markering, der klart afgrænser banen/zonen. Banestørrelser og aktivitetsareal er forskellige i de respektive idrætter, hvorfor forsamlingstætheden kan variere fra idræt til idræt. Forsamlingstætheden må dog ikke komme under 4 kvm pr person.”
Den enkelte løbsarrangør må fastlægge, hvor stor afstand der skal være mellem grupper a max 50 personer i målområdet, og med hvilket tidsinterval grupperne skal sendes afsted for at sikre stor geografisk spredning.
9. september 2020
Sundhedsmyndighederne har for nylig strammet forsamlingsforbuddet ifm Covid-19 fra max 100 til max 50 deltagere i 17 storkøbenhavnske kommuner og Odense. Bestyrelsen anbefaler, at medlemmer/boblere ikke deltager i løbsarrangementer, som i de 18 kommuner ikke opfylder forsamlingsforbuddets nye retningslinjer. Disse løb vil ikke være ranglistekvalificerende.
Som bestyrelsen forstår sundhedsmyndighederne og DAF, gælder restriktionerne arrangementer inden for de 18 kommuners grænser. Det vil sige, at bopæls- eller arbejdskommunen ikke er afgørende.
Klub 100 Marathon Danmarks bestyrelse følger som altid DAF’s vejledninger. De seneste ifm stramningen i de 18 kommuner er her
8. juli 2020
Folketingets partier vedtog den 8. juni 2020 en aftale om gradvise lempelser af forsamlingsforbuddet. Læs mere her. Grænsen blev hævet fra 10 til 50 personer – jf. nedenfor.
I henhold til aftalen hæves grænsen yderligere til 100 den 8. juli 2020. Bestyrelsen for Klub 100 Marathon Danmark anbefaler herefter, at klubbens medlemmer og boblere ikke deltager i løbsarrangementer med mere end 100 samtidigt startende løbere.
Grænsen vil ifølge den politiske aftale blive hævet yderligere til 200 den 8. august 2020. Det vil i praksis betyde en normalisering for langt de fleste cannonballs.
Bestyrelsen anbefaler, at alle medlemmer og boblere honorerer de gældende regler om afstande og høj hygiejne.
8. juni 2020
Efter at regeringen og myndighederne har lempet på forsamlingsforbuddet, så op til 50 personer nu kan være samlet med gældende regler om afstande og hygiejne, har DAF tilpasset sin vejledning. Den kan læses her.
Klub 100 Marathon Danmarks bestyrelse følger som hidtil myndighedernes og DAFs anbefalinger. Maratonløb med op til 50 deltagere kan således medregnes på klubbens rangliste.
En løbsarrangør kan have adskillige starter, hvor hver enkelt start er et selvstændigt løb. Hvis hver start lever op til løbskriterierne, og hvis myndighedernes og DAFs anbefalinger honoreres, tæller disse løb med på ranglisten. Der bør være god tid mellem starterne, og depoterne bør have høje hygiejniske standarder.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Klub 100 Marathon Danmark
Den 8. juni 2020
30. april 2020
Nogle har bemærket, at DGI fraråder motionsløbsarrangementer, og undrer sig derfor over, at bestyrelsen for Klub 100 Marathon Danmark den 23. april 2020 (se nedenfor) meldte ud, at det er ok at deltage i løbsarrangementer, der opfylder myndighedernes og DAFs vejledninger.
Det er korrekt, at DGI i sin opdaterede vejledning den 21. april 2020 (se her) anbefaler, at der ikke arrangeres motionsløb: “Alle arrangementer som motionsløb, åbent hus mm. bør fortsat aflyses eller rykkes til senere.”
Klub 100 Marathon Danmark er medlem af Dansk Atletikforbund (DAF), som er en af Dansk Idrætsforbunds (DIF) 18 underafdelinger. DAF og DGI har intet med hinanden at gøre bortset fra en række koordinerede aktiviteter. De to forbund har tidligere forsøgt at fusionere uden held.
Som medlem af DAF – og ikke DGI – har Klub 100 valgt at følge DAFs vejledninger om deltagelse i sportsaktiviteter. DAFs udmelding den 20. april 2020 indeholdt bl.a. følgende anvisning (se her):
3. Dansk Atletiks anbefalinger vedr. almene motionsaktiviteter (motionsgang, længerevarende
motionsløb, almen styrke og crossfit træning osv.):
- Disse aktiviteter kræver ikke adgang til særlige faciliteter og bør derfor flyttes ud i naturen/andre offentlige områder, hvor der er få mennesker forsamlet
- Specifikt ift. motionsløbegrupper er anbefalingen – som under de generelle retningslinjer – at der løbes i mindre grupper med behørig afstand mellem løberne
Klub 100’s bestyrelse fortolker på den måde, at motionsløb med op til 10 deltagere er tilladt under de fornødne forholdsregler vedrørende afstand og hygiejne.
Vi kan til sidst tilføje, at DGI er begyndt at markedsføre organiserede træningsaktiviteter i forbindelse med efterårets Royal Run: se her. Det kunne tyde på, at DGI ikke helt følger sine egne anbefalinger og måske er på vej med en opblødning. DGI fremhæver endda, at nogle af foreningerne allerede er i gang med løbsarrangementer.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Klub 100 Marathon Danmark
Den 30. april 2020
;
23. april 2020
Klub 100 Marathon Danmarks bestyrelse holdt torsdag den 16. april 2020 ordinært bestyrelsesmøde og diskuterede grundigt de henvendelser – både offentlige på klubbens facebook-side og private – der har været til bestyrelsen i anledning af Corona-restriktionerne for offentlige forsamlinger siden den 16. marts 2020.
Forslagene til bestyrelsen er faldet i tre kategorier: 1) Ophæv opdateringer på ranglisten for maratonløb i perioden 16. marts 2020 og indtil ophør af de skærpede Corona-restriktionerne (den 21. april 2020 i henhold til DAF – se nedenfor), 2) ekskluder medlemmer, der har deltaget i non-solo maratonløb under Corona-restriktionerne i samme periode, og 3) tillad opdateringer på ranglisten for solo-maratonløb under Corona-restriktionerne.
Det er bestyrelsens opfattelse, at alle tre forslag for at kunne blive vedtaget vil kræve behandling på en ekstraordinær generalforsamling, idet klubbens løbskriterier i henhold til klubbens vedtægter kun kan ændres af en generalforsamling. Nogle har talt om nødret, force majeure m.v., hvorved bestyrelsen skulle være berettiget til at handle uden om en generalforsamling.
Det er i bestyrelsens øjne ikke tilfældet, idet vedtægter og løbskriterier er vedtaget af generalforsamlingen. Bestyrelsen er valgt af generalforsamlingen for at varetage klubbens drift inden for det mandat, som er givet af vedtægter og løbskriterier.
Siden bestyrelsesmødet den 16. april 2020 har DAF den 21. april 2020 offentliggjort nye henstillinger for udendørs sportsarrangementer. De indebærer, at løbsarrangementer med et deltagermaksimum som påbudt af myndighederne – p.t. 10 personer – tillades gældende fra den 21. april 2020. Læs mere her.
DAFs udmelding får betydning for kategori 3 ovenfor. Mere herom længere nede i teksten.
Bestyrelsen vil ikke indkalde til en ekstraordinær generalforsamling vedrørende 1) og 2) med følgende begrundelser:
- Det har ikke været forbudt at deltage i maratonløb med op til 10 deltagere, idet de aktuelle Corona-restriktioner kun forbyder offentlige forsamlinger på mere end 10 personer indtil videre frem til den 10. maj 2020. Bestyrelsen har dog været meget tydelig i sine udmeldinger om, at man som medlem af Klub 100 Marathon Danmark ikke bør have deltaget i nogen former for løbsarrangementer, hvor flere personer har været sammen, i perioden 16. marts 2020 – 21. april 2020. Det er på linje med DAFs henstillinger, som bestyrelsen støtter sig til. DAF anfører selv, at henstillingerne er skrappere end myndighedernes påbud.
- Eksklusion er en drastisk handling, og især hvis man ikke har forbrudt sig mod landets love. Et ekskluderet medlem vil altid ifølge foreningsretten kunne kræve en eksklusion behandlet på en generalforsamling, og ultimativt kan sagen komme for en domstol. Bestyrelsen mener ikke, at der er grundlag for at ekskludere medlemmer baseret på de aktuelle vedtægter og vil ikke kunne støtte, at vedtægterne ændres med tilbagevirkende kraft.
Bestyrelsen har grundigt drøftet det tredje forslag om, at virtuelle/solo-maratonløb skal kunne tælle med på ranglisten. Virtuelle/solo-maratonløb opfylder ikke løbskriteriernes §4, hvorfor en ændring af løbskriterierne vil være påkrævet.
Her er bestyrelsens diskussioner den 16. april 2020 dog blevet overhalet af DAFs udmelding den 21. april 2020 om, at udendørs sportsarrangementer med grupper op til 10 personer tillades, såfremt en række foranstaltninger om afstande og hygiejne overholdes. Det betyder, at der i henhold til DAF er mulighed for at arrangere og deltage i maratonløb med op til 10 personer, og løbene tæller med på ranglisten, hvis løbskriterierne er opfyldt.
Bestyrelsen ophæver således sin tidligere anbefaling om, at klubbens medlemmer ikke bør deltage i maratonløb med fælles start, idet bestyrelsen følger DAFs vejledning. Det indebærer samtidigt, at bestyrelsen er af den opfattelse, at grundlaget for at overveje virtuelle/solo-maratonløb ikke længere er til stede. Man kan desuden formode, at grænsen på 10 personer vil blive justeret yderligere på kontrolleret vis efter den 10. maj 2020.
Sammenfattende:
Bestyrelsen er helt på det rene med, at der blandt medlemmerne er mange forskellige synspunkter, og at det vil være svært at favne dem alle.
Bestyrelsen er enig om, at 1) og 2) ovenfor ikke skal behandles på en ekstraordinær generalforsamling. Virtuelle/solo-maratonløb har været et kreativt og forfriskende initiativ, medens Corona-restriktionerne har været meget skærpede. Med de seneste DAF-lempelser finder bestyrelsen ikke, at sådanne løb midlertidigt skal kunne tælle med på ranglisten, hvorfor 3) ikke skal behandles på en ekstraordinær generalforsamling.
Bestyrelsen følger DAFs vejledning og anbefaler ikke længere, at klubbens medlemmer ikke deltager i maratonløb med fælles start og højst 10 deltagere. Såfremt klubbens medlemmer vælger at deltage i disse løb, skal man naturligvis sikre sig, at man overholder myndighedernes krav om afstande og hygiejne.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Klub 100 Marathon Danmark
Den 23. april 2020
16. marts 2020
Klub 100 Marathon Danmarks bestyrelse er inden for det seneste par dage blevet kontaktet af adskillige løbere og løbsarrangører vedrørende løbskriterier og ranglistekvalifikation. Henvendelserne spænder fra forslag om ændrede løbskriterier, så nye løbstyper kan tælle med, til suspendering af ranglisteopdatering under COVID-19 restriktionerne.
Bestyrelsen har i den anledning følgende betragtning: Klubbens vedtægter giver ikke hjemmel til dispensation fra gældende vedtægter og løbskriterier selv under force majeure forhold. Det vil kræve en ekstraordinær generalforsamling, som skal indkaldes med 3 ugers varsel, hvis enten bestyrelsen eller mindst 25% af de aktive medlemmer skriftligt fremsætter ønsker herom (jf. vedtægternes §15). Bestyrelsen ønsker ikke at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.
Det betyder, at de aktuelle vedtægter og løbskriterier er gældende. Maratonløb kan derfor kun medtælles på ranglisten, hvis de gennemføres i henhold til løbskriterierne vedrørende opslag 72 timer før løbsstart, samme starttidspunkt, samme rute, mindst 3 gennemførende osv. Opdatering af ranglisten kan ligeledes heller ikke suspenderes.
Bestyrelsen vil understrege, at den bakker 100% op om anbefalinger og retningslinjer fra landets regering og myndigheder samt fra DAF. Det indebærer, at alle fællestræninger og løbsarrangementer uanset størrelse bør aflyses, og at medlemmerne ikke bør deltage i disse, såfremt de alligevel gennemføres. De handler om at forsinke COVID-19 spredningen mest muligt i stort og småt.
Der er alene tale om en anbefaling fra bestyrelsen, idet klubbens vedtægter ikke giver mandat til konkrete tiltag over for medlemmerne. Klubben har ligeledes ingen beføjelser over for løbsarrangører, idet Klub 100 Marathon Danmark ikke organiserer løbsarrangører.
Bestyrelsen vil ønske alle medlemmer og boblere nogle gode individuelle løbeoplevelser, så længe COVID-19 restriktionerne er gældende.
Mvh
Bestyrelsen for Klub 100 Marathon Danmark
12. marts 2020
Klub 100 Marathon Danmark (K100MD) er medlem af Dansk Atletikforbund (DAF) og har i den forbindelse modtaget nedenstående skrivelse fra DAF.
K100MD’s bestyrelse bakker 100% op om DAF’s anbefalinger, som tager deres afsæt i regeringens og de offentlige myndigheders markante tiltag for at reducere hastigheden, hvormed Coronavirus 2019 breder sig.
Anbefalingerne indebærer, at alle løbsarrangementer og fællestræninger bør aflyses – foreløbigt gældende til udgangen af marts 2020.
Det fremgår af mange opslag på de sociale medier, at det er risikofrit at deltage i løbsarrangementer, hvis de foregår udenfor. Det er dog ikke tilfældet for løbere, idet de under løb sveder, hoster, stønner og ånder hurtigt. Det vil ikke være rart at løbe bag en virusinficeret og smittende løber. Ligeledes opstår der tætte situationer ved depoterne. Derfor – tænk jer rigtigt godt om, hvis I måtte overveje deltage i løb, som ikke er blevet aflyst.
Der kommer masser af løb på “den anden side”. Husk, at vi løber for sjov og for vor sundheds og helbreds skyld.
Mvh
Bestyrelsen for Klub 100 Marathon Danmark
************
Skrivelse fra DAF dateret den 12. marts 2020:
Kære klubleder og løbsarrangør,
På baggrund af regeringens udmelding i går aftes om initiativerne for at reducere konsekvenserne af coronavirus i Danmark, har vi i Dansk Atletik besluttet følgende:
Vi anbefaler på det kraftigste ALLE klubber til at aflyse al træning, alle arrangementer, stævner, motionsløb, generalforsamlinger etc. Træning bør i videst muligt omfang tilrettelægges som selvtræning. Indendørs træning – som fx styrketræning – bør tilrettelægges, så der kun er en ad gangen i lokalet eller i det mindste færrest muligt ad gangen. Dette er gældende indtil mandag den 30. marts, afhængigt af udmeldinger fra myndighederne.
Atletikstævner og motionsløb aflyses af jer på Dansk Atletiks kalendere: http://dansk-atletik.dk/kalender/kalender.aspx; http://motiondanmark.dk/loebskalender.aspx Du kan også kontakte Dorte Maria Ramlov på Dansk Atletiks kontor på dorte@dansk-atletik.dk, så sørger hun for at opdatere kalenderne.
Vi vil melde yderligere ud til jer afhængigt af, hvad myndighederne beslutter og fortæller.
Vi synes alle, at det er en meget mærkelig og også alvorlig situation, vi er i. Derfor er vi fast besluttet på, at vi i Dansk Atletik naturligvis skal gøre alt hvad vi kan for at efterleve myndighedernes krav og anbefalinger. Vi har alle sammen et medansvar for at passe på de svageste borgere og gøre vores for at sikre, at sygehuse og hospitaler har kapacitet til at behandle de, der har allermest behov for det. Pas på dig selv, dine kære og alle andre.
Mange hilsner
Dansk Atletik
Torben Dan Pedersen