Af Søren Hansen

I april sidste år havde jeg fornøjelsen af at løbe Cuxhaven Marathon, og der mødte jeg Jens Palm og Bent Brian Andreassen, og de fortalte om deres planer om deltagelse i Helgoland Marathon i 2019. Hvis det er muligt, vil både jeg og Jørgen Jakobsen meget gerne med, sagde jeg hurtigt, for Jørgen og jeg havde tidligere talt om dette løb.

Der var ikke langt fra tanke til handling, så allerede i juni var vi tilmeldt alle 4 fra Klub 100 Marathon Danmark, og Jens havde booket os ind på et lokalt vandrerhjem for 2 overnatninger, fredag til søndag i maj i år. Så var det bare at vente 11 måneder.

Vi skulle med færgen fra den tyske havneby Büsum fredag kl 9.30, så vi skulle tidligt op. Jeg samlede Jørgen og Bent op, så mødtes vi hos Jens i Ry, derefter et bilskifte over i hans spritnye BMW ”et eller andet voldsomt stort” og så ellers sydover til færgen.

Vi kom ombord på den lille, ældre men hyggelige færge, og der ventede nu 65 km rolig sejlads i Nordsøen mod Helgoland. I dagene op til havde jeg tænkt på, hvor mange marathon de andre mon havde løbet. Jeg vidste nogenlunde, hvor mange Jørgen og Bent havde løbet, men Jens havde jeg ikke styr på. Jeg selv var jo lærlingen med kun 132 gennemførte, selvom jeg er ældst.

Lommeregneren kom frem, og da vi hver især havde sagt vores antal, stod der præcist 1.000 i displayet…..

Underligt at tænke på en tur, der var planlagt så lang tid forud, og så havde vi et lille pudsigt jubilæum tilsammen præcis på denne fælles tur.

Efter 2½ times sejlads og 3-500 meter fra Helgoland ankrede færgen op, og vi kom derefter over i små både med vores bagage og blev derefter sejlet ind i havnen. En lille pudsig ting, der vist stammer mange år tilbage, for at de, der sejler i de små både, også har et levebrød i det lille samfund. Der er for øvrigt afgange til Helgoland fra flere tyske byer, bl.a. Hamborg.

Efter ankomst og indkvartering på vandrerhjemmet skulle der redes køjesenge på vores 4 personers værelse. Derefter tryllede Bent de første 4 af 8 øl frem fra hans taske, inden vi skulle hente startnumre til lørdagens løb. Bent var dagens mand uden tvivl.

I Danmark skinnede solen, og I havde fint vejr den weekend, men på Helgoland havde vi næppe over 7-8 grader og lidt frisk vind, så vi var klædt ok på, da vi her gik op mod start, som var lørdag kl 9.15.

På så lille en ø er der som oftest samme temperatur som havet omkring, om vinteren meget sjældent koldere end 2+, og om sommeren meget sjældent rigtigt varmt som på fastlandet. Til gengæld er øen et paradis for allergikere; den er nemlig pollenfri.

Jørgen ude på ruten. Det meste af denne sti med røde sten gik lidt op og ned, 3 km i alt.

Bent med flot udsigt. Det var aldrig kedeligt på den rute.

Jens og jeg med ”Lange Anna” i baggrunden

Og lige til højre langs ruten var der sæler på stenene

Gåbakken. Den var vel 250-300 meter og steg omkring 20%. Jens og jeg gik op alle 5 gange.

Men god stemning på toppen, de stod der hele dagen.

Flere steder står der tavler om info fra de 2 verdenskrige. Under 2. verdenskrig lavede tyskerne 16 km gange dybt inde i klipperne i den kun 1,3 km lange og 0,8 km brede ø. Her kunne 5.000 soldater opholde sig i op til 6 måneder om nødvendigt.

Udsigt til naboøen Düne med de hvide sandstrande og sælerne. Engang var Helgoland og Düne en ”stor” ø, nu er de adskilt af 500 meter vand.

Stejlt nedløb mod havnen, svært at løbe på.

Værtshuset ”Bunte Kuh” i baggrunden Allerede på 2. runde var alle bænke fyldt, og mange måtte stå op, og folk heppede, når vi passerede. Hyggeligt.

Bent ved havnepromenaden

Masser af depoter, et for hver 2 km på den 8,4 km lange rute

Ved alle depoter stod de klar med, hvad vi behøvede, og der var ”rigtig” cola, sagde Bent – Coca Cola.

Efter 20% bakken var denne nærmest ”ikke eksisterende” med sine kun 5-6%

Mere havnepromenade med klippen bag husene.

Klart et af de smukkeste marathon, jeg har løbet, og der var ikke et eneste ”hade stykke” på ruten; heller ikke på den femte og sidste runde.

Efter målgang var der ikke mange meter over til alkoholfri øl og en, om nødvendigt, samarit. Dem var der for øvrigt rigeligt af ruten rundt. De var også lynhurtige med varme tæpper til de hurtige, Bent og Jørgen, der måtte vente på de langsomme, Jens og Jeg.

Kl. 20 var der præmieoverrækkelse i hallen. Bemærk de fine dragter kvinderne har på, rigtigt hyggeligt og mange mennesker. Og musik og dans kl. 21.

Vi var alle 4 tilmeldt for Klub 100 Marathon Danmark, og der var åbenbart også hold konkurrence, hvor man tog tiden fra de 3 hurtigste, og af 13 hold blev Klub 100 Marathon Danmark en flot nr 2. Så Bent, Jørgen og Jens måtte på scenen og have overrakt hver sin fine statuette fra løbet.

Bent blev en flot nr 2 i aldersklassen 50-54 år i tiden 3.22, så han fik endnu en statuette for det. Han viste sig som en god kammerat og forærede efterfølgende mig hans statuette fra holdkonkurrencen. Han løb på 3.22, Jørgen på 3.45, og Jens og jeg fulgtes hele vejen og løb begge på 4.00.34, så han mente, jeg var med i holdkonkurrencen og fortjente den. Tak Bent, en rigtig god løbemakker.

Vi droppede dog dansen, dagen før havde jeg, efter en gåtur på den kuperede rute, lovet en STOR øl hvis en af os 4 kunne komme under 3.30. Om det var drivkraften for Bent ved jeg ikke, men man skal holde, hvad man lover, så vi fik alle 4 en stor dejlig fadøl på et af flere lokale værtshuse. Danse må vi så gøre en anden god gang.

Søndag efter morgenmaden gik vi atter en tur rundt på den skønne ø, som kaldes ”Europas Galagapos”. 1000vis af fugle yngler på klipperne. og vi kunne komme helt tæt på. De var vant til turister og veg ikke fra rederne. Fodrede man fuglene vankede der 500 euro i bøde, stod der på skiltene.

I 1947, 2 år efter krigens afslutning, besluttede England sig for at udslette hele Helgoland som var ubeboet efter krigen, for at tyskerne ikke en anden gang havde mulighed for at bruge den godt beliggende ø strategisk under en krig. Så man lagde store enorme sprængstof flere steder på den lille ø og sprængte det samtidig i håb om at hele øen forsvandt i havet. Det er verdens hidtil største ”ikke-atomsprængning”. Den havde en effekt på 1/3 af atombomben over Hiroshima. Man kan på Youtube se film fra sprængningen, og vi fik fortalt, at det støvede stadig en uge efter på fastlandet 65 km derfra.

Som bekendt mislykkedes englændernes forsøg, heldigvis, for så kunne Bent og Jens nyde en søndagsøl i læ for vinden på en bænk i et af flere bombekratere.

Flere steder var der fine udsigtspunker, og der var masser af bænke, nærmest for hver 100 meter, så ældre også kunne komme hele vejen rundt på øen med små pauser.

Søndag tog vi en af de små både, der sejlede over til naboøen Düne. Det kostede 5 euro for en retur billet, og turen varede 4-5 minutter. Der er hvide sandstrande til badning, og 2 sælkolonier med 500 sæler i alt.

Sælerne var meget nysgerrige, når vi gik ved stranden. Denne svømmede langs stranden og skulle lige op og kigge, hvor langt vi var nået for hver 20-30 meter. Der må være masser af fisk i farvandet ved øerne, der skal da vist en del til at mætte 500 sæler hver dag.

Tyske sæler forstår til fulde det med at slappe af og nyde søndagssolen.

Helgoland er en tysk ø, ikke med i EU, har sit eget flag, og desuden er øen toldfri, så vi handlede både cigaretter og spiritus inden færgen sejlede søndag kl. 16. 6.95 euro for en liter Smirnoff kunne jeg ikke modstå. Nogle ting er man bare nødt til at eje.

Vandrerhjemmet, vi boede på længst ude på øen. Billedet er taget fra naboøen Düne.

Søndag kl. 15.30 blev vi atter sejlet ud til den ventende færge, med afgang kl 16. Det blæste ret kraftigt, men absolut ikke noget, vi blev generet af. Vi fik en skøn sejltur, og der var god plads, så en morfar fik vi også. inden vi nåede fastlandet kl. 18.30, og turen hjem.

Helgoland Marathon er blandt de bedste løb, jeg har deltaget i, uden tvivl. Det rummer så meget: fantastisk rute, udfordrende, varieret, flotteste natur til dato, venlige løbere overalt, de var der for oplevelsen, og en enorm venlighed blev vi mødt af hele vejen rundt af både tilskuere og hjælpere.

Helgoland er for turister, men det er så absolut ikke dyrt at leve der. Mad og drikke er til ”danske” priser og vi boede rigtigt fint på vandrehjemmet, 4 mands værelse med 2 køjesenge og eget toilet og bad og fuld forplejning. Ikke 5 stjernet men hyggeligt og fuld valuta for pengene.

Hele turen har for mig kostet omkring 1750 kr. med startnummer, benzin, færger og overnatninger.

Det er bestemt billigt for 3 dejlige dage med gode løbevenner, og vi har ikke udelukket endnu en fællestur i 2020.

Helgoland, oplevelsen, naturen, historien og dets marathon får 5 stjerner af 5 mulige fra mig. Når man tænker på den lille ø og tilsvarende lille samfund, kan jeg slet ikke forestille mig, hvad der kunne være bedre. Så god en oplevelse på så lille et sted.

Jeg har lovet mig selv, at min kone og jeg skal besøge Helgoland på et tidspunkt, og meget gerne en dag ekstra, der var stadig ting vi ikke nåede at se.

Lidt mere historie på falderebet

Den 18. april 1945, få dage før 2. verdenskrigs ophør, sønderbombede 1.000 engelske bombefly øen. De smed 7.000 bomber på 104 minutter, beboerne sad heldigvis godt gemt i øens bunkers. Der var intet tilbage, kun øens tårn, øen var nu ubeboelig, og man søgte herefter til fastlandet.

I årene efter brugte englænderne øen til at prøvesprænge nye bomber, som de havde udviklet. Beboerne på den tidligere så populære turist-ø skabte sig en tilværelse på fastlandet uden håb om at vende hjem til Helgoland.

Men i 1952 besluttede 2 tyske universitetsstuderende sig for at belejre øen. De kontaktede nogle af øens tidligere beboere, de sejlede simpelthen derud og gjorde sig synlige så prøvebombningerne stoppede. Både den engelske regering og hæren anede ikke deres levende råd. De havde ikke andre steder, de frit kunne teste bomberne på. Det var oppe på øverste plan i regeringen, men til sidst besluttede man sig for at stoppe og lade Helgoland være i fred.

Men først i 1960 påbegyndte man opbygningen af øen igen og nu har øen 12-1400 indbyggere.