Af David Bredo
Fredag den 9. oktober 2026 gled Søren Kuhlmann, Jan Boll, Henrik Birkedal og undertegnede mod Harzen, Sachsen-Anhalt, i Midttyskland mhp. Om lørdagen at løbe Brocken Marathon officielt kaldet Harz-Gebirgslauf. Dette var 48. gang, det blev afholdt.
Med nummerafhentning fredag aften centralt inde i den lille hyggelige by Wernigerode og efterfølgende bespisning på en hyggelig restauration blev maverne fyldt op og benene smurt før morgendagens knapt 1200 hm op/ned ad Harzens højeste bjerg, Brocken (Bloksbjerg) på 1.141 m.o.h. Overnatningen 500 m fra start gjorde, at vi kunne sove længe, indtage morgenmaden i ro og mag og aflevere bagagen i sidste øjeblik, inden vi bevægede os op i dalen til startområdet med fortrinlig stemning på adressen Himmelpforte. Velkendt tysk organisation og tilrettelæggelse.
I startområdet traf vi jubilaren, Henriette Hansen, der løb sit marathon nr. 200 samt de øvrige Klub 100 Marathon medlemmer Anne-Marie Lyngbye, Michael Nilsson, Jonas Aagaard Madsen, Charlotte Langer, Jon Holm Hansen samt jyderne Hans Renkwitz og Karen Gad og ønskede dem god tur.
Vi vidste, at toppen lå mellem km 19-20, og at navnlig de sidste 3 km var modbydelige. Vejret var tørt med solen tittende frem i startområdet og forholdsvis rolige vindforhold især sammenlignet med dagen forinden. Temperaturen var beskedne 10 grader – et svært valg for flere mellem korte/lange rør, hue og vanter.
Ved startsignalet kl. 0900 blev vi ført væk fra dalen og ind på en skovsti i et vidunderligt terræn. Mestedelens opadgående mod km 8, hvor det første depot kom, da vi ramte lidt asfalt. Depoterne fejlede absolut intet med vand, energi, cola, lun te, banan, salt (vistnok) – ærlig talt skyndte jeg mig igennem depoterne.
Fra første depot var der stort set ikke en flad meter til toppen. Navnlig de sidste ca. 3 km overgik man fra skov-/grusstier samt asfalt til udelukkende rå betonplader med en stigning på +20 % hele vejen op. Brutalt og ubarmhjertigt. Og samtidig forsvandt man op i skyerne, så sigtbarheden var ringe og temperaturen faldt – omvendt var den indvendige kernetemperatur rigelig høj efter alle højdemeterne.
På toppen kom den kæmpestore vejrstation til syne blot 1-200 meter, før man nåede den. Straks derefter var man på asfalt og nedløb direkte retur mod Wernigerode. De første par km var særdeles stejle, men uden tekniske udfordringer. Senere ændrede underlaget sig, men på ingen måde vanskeligt teknisk, uagtet det fortsat gik nedad. Ved km 32 kom første contrabakke, som gjorde nas i benene. Ca. 500 m lang. Igen ved km 37 kom en contrabakke, der var en snas længere. Kort efter løber man sammen med de øvrige, kortere distancer, inden man løber sammnen ned gennem skoven til målgang med fantastisk stemning de sidste 3-400 m og masser boder/aktiviteter efter målgang. Kunne man få et bad, inden 5 timers køretur stikvest til Essen? Ja, ved bagageopbevaringen i parkeringskælderen var der opstillet interimistiske bade.
Første mand i mål var på 2.53.39, sidste (616) på 6.48.29. Undertegnede under 1 minut fra 3. pladsen med visuel kontakt hele vejen fra toppen til målgang, men når km-tider på 3.33, 3.37 og 3.40 ikke løber ind på ham foran, er det svært. Alligevel var det nok til at blive hyldet på podiet, da vi som hold, Klub 100 Marathon Danmark, løb os til en samlet tredjeplads, uagtet vi ikke anede denne konkurrence eksisterede. Ydermere tjente vi 6 lokale øl til bilen samt 4 marathon, der i alt talte +2.000 marathon.
Summa summarum et meget velorganiseret og velgennemprøvet løb (kun aflyst i 2020) med en løbsrekord på vanvittige 2.21.00 fra vistnok 1979. Meget anbefalingsværdigt løb.
På vores køretur mod Essen tæskede regnen ned, men vejrudsigten lovede tørvejr søndag formiddag, hvorfor vi satsede på, at det regnede af inden løbsstart. Med løbsstart søndag kl. 1000, gjorde det ikke ret meget, at vi først var fremme på hotellet kl. 2000. Vi skulle blot afhente startnummer ved start senest kl. 0930.
Ruten var to omgange omkring Baldeneysee, Essen, Nordrhein-Westfalen, som er en del af Ruhr-floden, men med en lille prolog til depotet. Depoter var der fire af rundt om søen og igen med diverse ting til livets opretholdelse. Desværre var manden, der skulle vise os modsat efter 1 km gået hjem eller blevet syg, så vi endte med at have 2 km for meget på uret ift. Km-skiltene. Det skabte naturligvis en vis frustration og ekstra tunge ben, så hjalp det ikke meget, at arrangørerne undskyldte i højtalerne. Vejret holdt dog med tørvejr, ikke bemærkelsesværdige vindforhold og 12-14 grader – tæt på optimale vejrbetingelser.
Jeg endte med at løbe med to lokale tyskere fra km 5-25, og de fortalte, at hjælperne langs ruten sagde, at ruten blev tilpasset. Til alt held skulle vi i den nordøstlige ende af ruten foretage endnu et lille ud-hjem stykke på ca. 500 m. Her var arrangørerne resolutte, da man havde sløjfet denne del på begge runder og vupti, så passede ruten atter med km-skiltene. Kæmpe cadeau for lynhurtig reaktion. Ergo en meget u-tysk begyndelse ift. Ruten, blev det atter ordnung muss sein.
Ruten var i skærende kontrast til gårsdagens ”bjergbestigning” og +1000 hm, da søen hele tiden var i syne, mere by og næsten kun på cykelstier gav ruten os beskedne 150 hm. Også atmosfæren var markant anderledes, da der både var stafet- og halvmarathonløbere samt vandrere på marathonruten. Derudover var det væsentlig lettere at være tilskuer, hvilket gav lidt liv til de moste benstumper, der føltes som, at de var blevet efterladt på Brocken.
Efter et bad i det lokale Regatta-klubhus, hvor det normale startsted egentlig findes (flyttet 500 m grundet renovering på bygninger), kunne vi sætte os i automobilen, finde den tyske motorvej, fejre vores 2 x marathon og oplevelser rigere ved at gøre et ihærdigt forsøg på at udrydde forskellige væsker og usunde, kalorieholdige madvarer på vores 10 timers køretur hjemover.
Essen Marathon får ikke samme anbefaling som Brocken, men er man på disse kanter, er det ikke at kimse af.
/David Bredo
