Historie

Historien bag Klub 100 Marathon Danmark

Af Anders Munch Madsen, stifter

Klub 100 Marathon Danmark var i opstarten ikke nogen klub i ordets bogstavelige betydning.
Det var blot en ”liste” over de danske maratonløbere, som havde rundet de 100 officielle maratonløb.
”Listen” oprettede jeg i 1995, da jeg som den anden dansker løb mit maratonløb nr. 100 den 16. oktober i Helsingør. Erhard Filtenborg, som også er fra Ølstykke, rundede som den første dansker sit maratonløb nr. 100 den 21. maj ved Copenhagen Marathon i 1994.
Vi var i adskillige år kun 5 danskere, som havde rundet de 100 maratonløb, så alene af den grund var det vanskeligt at oprette en rigtig klub.
Listen er i de efterfølgende år blevet løbende ajourført af mig, efterhånden som der er blevet flere danske maratonløbere, der har rundet det magiske antal på 100 maratonløb.
Kendskabet til listen var i mange år meget beskedent. Det var kun dem, der var på listen samt deres nærmeste løbevenner, som var bekendt med, at der var noget der hed ”Klub 100 Marathon” i Danmark.
Der var ikke mange maratonløb i Danmark i 1995 og ej heller i de efterfølgende 12-15 år.
Jeg løb 25 maratonløb i 1995 – heraf var de 4 i Danmark.
Jeg var den første dansker, der løb 25 officielle maratonløb på et kalenderår, hvilket kom jeg i Guinness Rekordbog med.
Inspireret af de tyske maratonløbere, som hedder ”100 Club Maraton”, og som har deres logo på deres meget iøjefaldende gule løbetøj, fik jeg i samarbejde med LØBEREN udformet logoet til ”Klub 100 Marathon Danmark” i januar 2008.

Et tilbud på et fuldt sæt GORE løbetøj med påtrykt ”Klub 100 Marathon Danmark” blev sendt til alle medlemmer, og det var et stort hit. Efterfølgende er det blevet et ”must” at løbe med Klub 100 Marathon logo på tøjet, så snart man er berettiget til det.
Det betyder, at der i dag er stort kendskab til klubben, og mange, især motionister har som deres målsætning, at blive medlem af klubben.
”Klub 100 Marathon Danmark” er en god ambassadør for sporten og inspirationskilde for mange danske motionsløbere.

Guinness Rekordbog 1997
Guinness Rekordbog 1997