Nyhedsbrev den 27. juni 2017

Kære medlemmer og boblere

Her følger sidste nyhedsbrev inden sommerferien. Vi omtaler bl.a. planerne for generalforsamlingen i november 2017 – herunder valg til bestyrelsen, efterårets vigtigste løbsarrangementer, kommende forbedringer af hjemmesiden og en Klub 100-tur til Malaga Marathon den 10. december 2017.

Generalforsamling den 18. november 2017

Vi skal vestpå. Lige nu ser planen for årets GF således ud:

10:00 Vognsbølparkens Marathon, Esbjerg: 75 kr. for aktive medlemmer, 100 kr.  for øvrige
16:00 GF, Esbjerg Konference Hotel (gratis for medlemmer)
19:00 Festmiddag med buffet for medlemmer og ledsagere, Esbjerg Konference Hotel: Prisen for en luksusbuffet bliver formentlig mellem 200 kr. og 300 kr. pr. deltager. Drikkevarer bestiller og betaler man selv.
??:?? Overnatning på Esbjerg Konference Hotel eller Esbjerg Vandrehjem, inkl. Morgenmad. Regn med 500-600 kr.

Vi vil af hensyn til planlægningen meget gerne have seriøse forhåndstilmeldinger (ingen binding) her på denne Doodle: http://doodle.com/poll/fq7u5gcv2g6rhwcg.

Bestyrelsen består p.t af Per Hviid, Mirco Fischer, Marianne Eliasen, David Slotsgaard Bredo, Peter Simonsen og Henriette Lisse. Mikael Lassen og Finn Danielsen er suppleanter.

Følgende udtræder i forbindelse med GF 2017:  Peter Simonsen, Henriette Lisse, Mikael Lassen og Finn Danielsen. Herudover har Mirco Fischer endnu ikke taget stilling til eventuelt genvalg. Uanset hvad skal vi finde 3-4 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter. Skriv meget gerne til mig, hvis det måtte have interesse.

Efterårets vigtigste løbsarrangementer med Klub 100-rabat

I kan tilmelde jer Copenhagen Halfmarathon med 20% rabat her: http://tilmeld.sparta.dk/klub100. Koden fremgår af hjemmesiden for aktive medlemmer. Der er indtil videre tilmeldt 1 deltager og dermed et stykke vej op til de 80, som deltog i årets Copenhagen Marathon.

Tilmelding til HCA Marathon 2017 sker her: https://www.sportstiming.dk/Event/4505. Der er 50% rabat for aktive Klub 100-medlemmer, og kvartrunde jubilarer deltager gratis (skriv til info@hcamarathon.dk. Så modtager man en særlig engangskode.)

Alt vedrørende de 25 Berlin Marathon-startnumre uden om den almindelige lodtrækning skulle være på plads. Ellers skriv til Mirco på mf@klub100marathon.dk.

Her er oversigt over resterende rabatterede løb i 2017. Detaljer findes på hjemmesiden for aktive medlemmer.

Løb nyhedsbrev 27-6-2017

Hjemmesiden

Hjemmesiden er i foråret blevet udbygget med et selvbetjeningsmodul, så alle aktive medlemmer kan opdatere deres ranglisteoplysninger, og nye medlemmer og boblere kan oprette sig online. Men der er endnu mere på vej.

Bestyrelsen har på sit seneste møde besluttet at toptune selvbetjeningsmodulet, så alle relevante oplysninger kan vedligeholdes af medlemmerne: antal løb, adresse, telefonnummer, jubilæumsløb, link til personlig hjemmeside, løbsberetninger, løbs-CV m.v. Hvis det er muligt, vil kontingentopkrævning via MobilePay blive integreret med selvbetjeningsmodulet. Herudover vil hjemmesiden blive opgraderet til et nyt design, hvor der især skal være mere spræl i forsiden.

Malaga Marathon

Der har været pæn forhåndsinteresse (10-12 deltagere + påhæng) via Doodle for en tur til Malaga Marathon den 10. december 2017. Der mangler endnu en masse logistik.

Men fakta er, at turen gennemføres, og at Klub 100 ikke som sådan arrangerer turen. Klubben koordinerer en række aktiviteter (spisning, sight-seeing, hotel). Men hver deltager booker selv fly og hoteller samt køber startnummer (vent indtil oplysninger om rabatkode følger). Norwegian har nogle særdeles attraktive rejser. Ud enten 8. eller 9. december og hjem enten 11. eller 12. december. Prisen er 700 kr. uden bagage og 1.100 kr. med bagage og sædereservation. Hotel: regn med 600-700 kr. pr. person inkl. morgenmad pr. døgn.

Skriv til mig på ph@klub100marathon.dk, hvis I vil deltage. Oplys planlagte rejsedage. Jeg opretter en facebook-gruppe til turen.

Øvrigt

Sensommerarrangementet den 12.-13. august 2017 (Norskov Marathon, fest, Hjallerup By Marathon) gennemføres ikke på grund af for få forhåndstilmeldinger via Doodle.

Alle med mindst 300 gennemførte maratonløb skal opdatere ranglisten senest 30. juni 2017, hvor vi indberetter til verdensranglisten for +300-løbere. Det gælder naturligvis kun de +300-medlemmer, som ønsker at stå på verdensranglisten.