Fanø Marathon – én lang rute i overdådig dansk natur

Fanø Marathon – én lang rute i overdådig dansk natur

Af David Bredo

Fanø Marathon (http://www.fanoemarathon.dk/) afholdes anden weekend i september måned.
Arrangørerne, Jesper Hahn Jensen og kone Kira Jensen, har virkelig lagt sig i selen for at kreere et yderst veltilrettelagt løb til os deltagere.

Startgebyret ligger på 380 kr., hvilket måske synes af meget, men vent til du hører, hvad prisen dækker over; Morgenmad, frokostbuffet (efter varmt bad), personbillet til Fanø Færgen, unik medalje og en storslået rute, der er eminent afmærket, af hav af frivillige hjælpere i depoter (10 stk. af disse velassorterede depoter) og sågar cykel både til at starte og slutte feltet.
Højdemeter er der ikke voldsomt mange af akkumuleret set på den 42,195 km lange og afvekslende rute. Dog forcerer man, hvad jeg tror er Fanøs højeste punkt umiddelbart efter, du er drejet væk fra et ca. 5 km langt strandstykke og depot. Meget fedt for variationens skyld og du har en fantastisk udsigt deroppe fra efter, trapperne er tilbagelagt. Underlaget er skiftende mellem singletracks, strand, skovstier og asfalt.

En lang og meget afvekslende rute

Fanø-udflugten er samtidig en glimrende mulighed, for at medbringe hele familien, og besøge nogle af de lokale seværdigheder, og opleve den omskrevne storslåede natur. Fanø er den nordligste ø i Vadehavet og en del af Nationalpark Vadehavet, der er optaget på UNESCO’s Verdensarv liste. Fanø er selvsagt også kendt for deres store bestand af sæler. Op mod 1.000 sæler holder til omkring Fanøs op til 1 km brede strande. Er du også/mere til kultur i form af gallerier og kunstmuseum, er det en god idé at besøge de kulturhistoriske landsbyer Nordby (start/mål område) og Sønderho, som også passeres på løberuten. Faktisk er Sønderho tidligere blevet kåret til Danmarks smukkeste landsby, og foruden kulturhistorie også kendt for deres maritime historie og gamle huse.
Øen har et hav af overnatningsmuligheder, men du kan også gøre, som jeg selv gjorde. Jeg udnyttede et hjertevarmt tilbud af Kira og Jesper, som tilbød, at jeg og andre deltagere kunne sove i hallen – min påstand er, at der er madrasser nok til alle deltagerne, hvis man ønsker det.

Nedenfor har jeg vedlagt et par billeder. Billeder fortæller som bekendt mere end 1.000 ord, men faktum er dog, at dette løb ikke skal opleves gennem fortælling, ej heller gennem billeder, men at være der selv. Hermed er min varmeste anbefaling videregivet til Fanø Marathon.

Startbillede fra Fanø Marathon 2017

Sønderho Kro fra det 18. århundrede er blot ét af mange gamle huse i den hyggelige landsby

Af | 2017-11-11T12:40:17+00:00 10. november, 2017|